Skifteretten på Bornholm har indledt gældssaneringssag for den tidligere indehaver af Restaurant Middelhavet Rundt, 68-årige Lennart Topp, og hans 52-årige kone Lone Topp.
Parret bor i Allinge, og Lone Topp har drevet en personlig ejet virksomhed, Det Gamle Lysstøberi.
Lennart Topp blev i juli sidste år idømt 30 dages betinget fængsel for skyldnersvig, fordi han tømte sin pantsatte restaurant for inventar og solgte det, uden at panthaverne fik nogle penge.
Restaurantbygningen blev senere solgt på tvangsauktion, og er nu til salg igen.
Insolvent og konkursUnder retssagen kom det frem, at Lennart Topp er insolvent efter en personlig konkurs, og hans private hus gik også på tvangsauktion.
Da han købte Restaurant Middelhavet Rundt, havde han en formue på 2 millioner kroner, blandt andet fra en arv på 450.000 kr. og salg af en privat ejendom.
”I dag er jeg er helt blanket af, og har kun min folkepension. Min gæld er ca. 1,5 mio. kr.,” erklærede han i retten.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.