Alvorlige byggefejl på skoleAF Bjarne Hansen / Mandag 13-8-12 - 08:40Der er observeret manglende ventilationsanlæg i et klasseværelse og ulovlige gasinstallationer på Kongeskærskolen i Allinge. Der er nu søgt om en anlægsbevilling på 200.000 kroner til lovliggørelse af tekniske installationer på skolen. Det har vist sig, at det ene klasseværelse i den midlertidige pavillon ikke har noget ventilationsanlæg. Klasseværelset blev indtil 2010 anvendt som grupperum for op til 10 børn i SFO. Lokalet er siden blevet anvendt som klasselokale for en 4. klasse med 28 elever. BRK Ejendomsservice vurderer, at det er nødvendigt at installere et ventilationsanlæg i lokalet. Et ventilationsanlæg med den tilstrækkelige kapacitet koster 50.000 kr. Der er endvidere konstateret ulovlige gasinstallationer i fysiklokalet i fløj D. Der er indhentet tilbud på VVS arbejde på 116.000 kr. El-arbejdet er beregnet til 34.000 kr. og lovliggørelsen af gasinstallationerne koster således i alt 150.000 kr. FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu. © Copyright 2026 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |