Kronprinsen åbnede hotel
Kronprins Frederik ankom til Green Solution House i Krone 8 med politieskorte fra det lokale politi.

Kronprinsen åbnede hotel

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 23-4-15 - 10:09

Torsdag formiddag foretog Kronprins Frederik den officielle indvielse af Green Solution House på Strandvejen i Rønne.

Hotellet er tænkt som et pejlemærke for fremtidens grønne byggerier, og det nye hotel- og konferencecentret går derfor nye veje i forhold til miljøvenlighed, bæredygtighed og genanvendelighed.

- Jeg er sikker på der vil komme mange besøgende, fordi det er et spændende og bæredygtigt projekt. Det er en gave til bornholmerne, der har fået interesse fra hele verden.

Det er et godt eksempel på dansk innovation, sagde Kronprinsen blandt andet, da han holdt tale for de inviterede.

På Green Solution House renser gulvtæpperne luften for støv, ligesom skrald og madspild bliver omdannet til varme, elektricitet og gødning. Ligeledes trækker højreflektive rør dagslys fra bygningens tag ind i værelserne, mens glasaltaner med transparente solceller leverer strøm til hotellet. Løsningerne er mange og kreative, og huset er da også tænkt som et eksperimentarium og udstillingsvindue for de nyeste teknologier inden for miljøområdet.

Green Solution House er kommet til verden via en 85 millioner kroner renovering og udvidelse af det tidligere Hotel Ryttergården. Byggeriet er en del af Bornholms brandingprojekt Bright Green Island, der har som erklæret mål at gøre solskinsøen energimæssigt selvforsynende senest i 2025.



Borgmester Winni Grosbøll var naturligvis også blandt de inviterede gæster, der hilste på hotellets direktør Trine Richter.


Der var rababersodavand fra Bornholms Mosteri til de ventende gæster. Senere kom champagnen.


De mange inviterede gæster ovrefra kom til Bornholm med rutefly sammen med Kronprins Frederik - men han var ikke med bussen.


Direktør Trine Richter fortalte om den krævende opgave med at få projektet sikkert i havn.


Kronprins Frederik roste initiativet, og er sikker på det nok skal få Bornholm på verdenskortet.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2022 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU