SANDVIG – Bornholms Politi oplyser, at der i formiddag er fundet to flyttekasser med i alt 47 krysantemumbomber på busholdepladsen i Sandvig.
Området er blevet spærret, så færdsel på vejen mod Hammershus er ufremkommelig, oplyser vagthavende på Politigården i Rønne Alexander Voltov.
Politiet afspærrede Langebjergvej, og området blev lukket for gennemkørsel.
Politiet fik anmeldelsen kl. 10:10, og der blev rekvireret ammunitionsryddere, som efterfølgende kunne oplyse, at der lå i alt 47 store krysantemumbomber i kasserne.
Professionelt fyrværkeriEn krysantemumbombe er en type fyrværkeri, som anvendes af professionelle fyrværkere. Den består af en kuglerund bombe, der skydes højt op i luften af en krudtladning i et affyringsrør.
Selve bomben antændes ved afskydningen og eksploderer i stor højde, hvor den spreder lyseffekter ud i en stor kugle eller buket.
Krysantemumbomber kaldes i nogle tilfælde for luftbomber, idet de bringes til eksplosion i luften.
De er ulovlige for menigmand, da forkert brug kan medføre store skader.
Søger vidnerVidner, som har oplysninger i forbindelse med sagen, og som måske har set, hvornår, hvordan og af hvem flyttekasserne er blevet placeret på stedet, kan henvende sig til Bornholms Politi på tlf. 56901448.
SENESTE NYTAfspærringerne er ophævet og Langebjergvej atter farbar, oplyser politiet kl. 12:30.
FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.
© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.