Spørgsmål om foreningers fitness er lovlig

Spørgsmål om foreningers fitness er lovlig

Søndag 24-4-16 - 07:53

DEBAT – Redaktionen har fra direktør Kristian Rosenberg Larsen, Sundhedscenter Bornholm A/S, modtaget følgende indlæg vedrørende foreningernes fitness contra privates:

Der er to problemstillinger i denne sag. Den ene er konkurrenceforvridningen i sig selv og den anden er spørgsmålet om en forening reelt set må tilbyde fitness som ”kom og gå som du vil” princip.

Fakta er, at vi konkurrerer om de samme kunder, og at prisen er en meget vigtig faktor for valg af fitnesscenter – dette er dokumenteret i konkurrencestyrelsens rapport fra november 2015.

Hos foreninger skal medlemmerne ikke betale moms af deres kontingent. Ergo her sparer de allerede de første 20%. Dertil modtager en forening op til 65% dækning af lokaledriften, herunder husleje, varme, el, vand og rengøring. Uddannelsesudgifter til instruktører er også finansieret af det offentlige, og de har særlige favorable vilkår til finansiering af udstyr. Derimod har medlemmer hos et kommercielt fitnesscenter ingen fordele, da alt er 100% brugerfinansieret. Dertil skal de også betale 25% moms af deres kontingent. Ergo foreninger har absolut en konkurrencemæssig fordel på markedet, det må enhver jo kunne se.

Det andet spørgsmål er dernæst om foreninger overhovedet må tilbyde frie åbningstider, hvor medlemmer kan komme og gå som de vil. I dag har kommunen anerkendt fitness på holdbasis, som folkeoplysning på lige fod med andre idrætsaktiviteter, hvor træningen også foregår på holdbasis med ansvarlig instruktør. Og dette er jo i princippet helt fint og i trit med folkeoplysningsloven. Desværre tilbyder foreninger også fri adgang kl. 05-23 alle dage året rundt. De fleste medlemmer benytter den frie åbningstid, og dette produkt har intet med folkeoplysning at gøre. Det er således meget kritisabelt at kommunen giver foreninger lov til at have frie åbningstider, når dette ikke er folkeoplysning, og særligt når hovedaktiviteten i foreningerne foregår uden om den folkeoplysende aktivitet.

Det lader således til at fitnessforeningerne ser bort fra deres oprindelige bløde værdier om at dyrke aktiviteten i fælleskab med andre, og stedet retter fokus på at give brugeren et billigere kontingent end det er muligt i et kommercielt fitnesscenter. Og Dette er meget kritisabelt og ifølge vores advokat i strid med lovgivningen.

Det bliver absolut spændende at følge sagen lokalt og på landsplan.



Med venlig hilsen
Kristian Rosenberg Larsen
Direktør
Sundhedscenter Bornholm A/S



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU