Trivselsgrupper for veteranfamilier
Arkivfoto

Trivselsgrupper for veteranfamilier

AF BJARNE HANSEN / Fredag 1-9-17 - 20:38

RØNNE – Familieplejen Bornholm ønsker at opstarte et tilbud om trivselsgrupper til øens veteranfamilier.

Der er etableret et samarbejde med Danmarks Veteran Forum på Bornholm og Veterancenteret Ringsted.

Projektet skal finansieres af projektmidler og afhænger derfor af hvor mange midler Familieplejen Bornholm får.

Arbejdet med at finde projektmidler er i fuld gang og der er allerede positive økonomiske tilsagn, oplyser Familieplejen Bornholm.

Med baggrund i forskning, som tyder på omfattende psykosociale følgevirkninger for pårørende til soldater, der har været udsendt til internationale missioner, ønsker Familieplejen Bornholm at etablere en klub for disse soldaters børn og unge, hvor de kan mødes et par gange om måneden til samtaler og fortællinger med relation til deres situation m.m.

”Vi ønsker med dette projekt at skabe trygge og udviklende rammer til disse familier med et frivilligt tilbud om klubaktiviteter. Formålet er at skabe sunde relationer til og venskaber med andre jævnaldrende i samme situation – fordi et godt netværk er en forudsætning for at udvikle sig og trives i det samfund man lever i og fordi et godt netværk minimerer risikoen for ensomhed, isolering og mistrivsel”, skriver Familieplejen Bornholm på sin hjemmeside.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

PÅ FORSIDEN NU