Små vinterdæk giver bedre vejgreb
Flere undersøgelser viser at små vinterdæk giver bedre vejgreb end store. Foto: Ingimage.com

Små vinterdæk giver bedre vejgreb

AF JØRN KEHLET / Tirsdag 21-1-20 - 12:49

MOTOR - Duggede ruder, mørke fodgængere og cyklister med mangelfuld lygteføring er rigeligt til at stresse en vinterbilist. Der er ingen grund til at udbygge elendigheden ved at være i tvivl om vejgrebet, fordi man stadig har sommerdæk på bilen.

Vinterdæk er et godt værn mod sludregn, frost og sne, og det kan endda være en fordel af vælge et dæk, som er en tomme mindre end det, du plejer at køre med.

En undersøgelse fra FDM og en stribe europæiske bilklubber har vist, at små dæk navnlig på våd eller snedækket vej har bedre vejgreb. Små og store dækstørrelser præsterede lige godt på is, men her blev de små dæk i testen slidt hurtigere end de store.

Udover vejgrebet har du også bedre fat i tegnebogen med små vinterdæk. Et andet plus ved små dækstørrelser er nemlig prisen – der er hurtigt et par tusind kroner at spare på at vælge 16 tommer frem for 18 tommer, når du skal skifte dæk, og skal du tilsvarende have nye fælge, så er der også en positiv prisforskel ved at vælge færre tommer der.

Før du springer fra 18 til 16 tommer, så husk dog at tjekke i instruktionsbogen, hvad producenten anbefaler dig at bruge til bilen.

FAKTA
Gevinst allerede fra +7 grader

Det er ikke et lovkrav, at man kører på vinterdæk i Danmark, men det er en rigtig god ide. Fra +7 grader og lavere giver vinterdæk dig et markant bedre vejgreb og bremselængde.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU