KLUMME - Journalist Susanne Christensen skriver om Bornholm i EU-land.


Plastindustrien er i oprør. EU’s statsledere er nemlig blevet enige om, at hvert medlemsland skal betale en afgift på 0,8 euro for hvert kilo ikke-genanvendelig plastemballage. Dels skal det fylde lidt ekstra i den slunkne EU-kasse, men i særdeleshed, fordi plastikemballage stadig er et kæmpe problem for naturens planter og dyr.

Bornholm har Danmarks skønneste strande. Det er blandt andet derfor, øen tiltrækker så mange turister. Men hver sommer, uden undtagelse, kan man finde juicebrikker, sugerør, chipsposer, tyggegummiomslag, sodavandsflasker og listen fortsætter. Det er selvfølgelig ikke det hele, der bliver smidt med vilje. Det ændrer bare ikke på, at det ligger der, til gene for fugle, fisk, turister og alle os, der nyder en tur på Galløkken eller Balka.


Der er kommet flere tiltag fra EU-systemet, der skal reducere mængden af plastikaffald. Der er direktiver for plastgenanvendelse, cirkulær økonomi og producentansvar. Bornholmske virksomheder er i det store hele rigtige dygtige til at bruge genanvendelig plastikemballage. Det har dog tydeligvis ringe effekt, når vi sidder under solen med en kold øl.

Med fare for at lyde kontroversiel, så er nettet omkring appelsiner og omslag omkring tyggegummi ikke en sviende nødvendighed. Plastikemballage kan sagtens reduceres, uden at nogen lider skade. Virksomhederne skal naturligvis fortsat tage ansvar for at udvikle genanvendelig emballage, og forbrugere skal sende det til genanvendelse, ligesom kommunen skal skabe rammerne for mere genanvendelse. I den forbindelse kan plastafgiften måske give et tilstrækkeligt incitament til at holde vores skønne strande pæne og rene.


Susanne Christensen er EU-journalist og har boet en periode i Bruxelles.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU