Tid til at overveje Erasmus-legatet
Illustrationsfoto: Helena Lopes

Tid til at overveje Erasmus-legatet

AF SUSANNE CHRISTENSEN / Lørdag 17-10-20 - 18:03

KLUMME - Journalist Susanne Christensen skriver om Bornholm i EU-land.


For et par hundrede år siden, var det en fast del af enhver erhvervsuddannelse at tage på en såkaldt dannelsesrejse. Den unge lærling blev på mesters regning sendt til Wien eller Toscana for ikke bare at blive en bedre håndværker, men også for at få den berigende oplevelse ved et andet lands kultur og opbygge et fremtidigt netværk. I dag er dannelsesrejsen sløjfet, men EU-Kommissionen insisterer på at kunne tilbyde alle, der ønsker det, en dannelsesrejse.


De fleste kender nok Erasmus-legatet. De penge kommer fra den eneste EU-pulje, der gennem de sidste 30 år bare er vokset og omfatter flere end nogen sinde. Den vil blive ved med at vokse, for der er mange gevinster ved at unge tager et semester i udlandet. Specielt for Bornholm, der ligger helt centralt i Baltikum. Vi har turister, handelspartnere, samarbejde fra og med landene omkring os.


Det virker måske ikke så oplagt at tale om udlandsophold, når corona-pandemien har ramt anden bølge og europæiske byer én efter én lukker ned. Det ville nok også være meget optimistisk at satse på et semester i Storbritannien. Alligevel har flere eksperter udtalt, at midt 2021 vil en vaccine formentlig have gjort det sikkert nok at tage ud. Lur mig, om det ikke er der Bornholm Campus’ semester begynder.


Corona rammer især unge, og det kan umiddelbart tolkes som et udtryk for, at netop de er restløse og lider af udlængsel, som alle unge har gjort til alle tider. Det kan ikke anbefales nok, at specielt Campus’ elever bliver gjort opmærksom på Erasmus-legatet som en mulighed for at blæse noget damp af og samtidig sikre en god fremtid for Bornholm og de unge selv.

Susanne Christensen er EU-journalist og har boet en periode i Bruxelles.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU