Dødsfald
Carl Edvard Mogensen er død, 95 år. Arkivfoto: Torben Ager

Dødsfald

Lørdag 15-6-19 - 05:13

Carl Edvard Mogensen, Rønne, er død.

Han blev 95 år.

Carl Edvard Mogensen blev født i Østermarie som landmandssøn. Det lå bestemt ikke i kortene, at han med tiden skulle blive en af Bornholms rigeste mænd og hotelkonge på Bornholm.

Efter et par år på landet blev det til en uddannelse som kontrolassistent og med efterfølgende fire år i Nordsjælland hos Søborg-Gilleleje Kontrolforening.

Da han vendte tilbage til Bornholm blev han manufakturhandler med forretning på Snellemark i Rønne.

I slutningen af 1960’erne klagede de handelsrejsende over, at der på Bornholm ikke fandtes hoteller med bad og toilet på værelserne. Det gav den driftige Mogensen idéen til at bygge Hotel Ryttergården med værelser med både bad og toilet.

Den første bygning med 21 hotelværelser stod klar i 1966, og i årene efter udvidede Mogensen hotellet, så der i alt var 132 værelser.

Det er blevet sagt om Carl Edvard Mogensen, at det var ham, der skabte Bornholms moderne turisme på grund af sin fremsynethed.

Det enestående livsværk, Hotel Ryttergården var, blev for nogle år siden til Green Solution House, som drives som et banebrydende og bæredygtigt videns- og konferencecenter - og ejes af Carl Edvard Mogensens Fond.

Green Solution House har blandt andre vundet prisen som Årets Erhvervsbyggeri i Danmark 2015 og blev tildelt EU's Miljøpris i Danmark 2016.

Carl Edvard Mogensen slog for alvor sin position som Bornholms hotelkonge fast, da han i 2017 samlede Hotel GSH, Fredensborg Badehotel og Hotel Griffen under navnet Bornholm Hotels.


Arkivfoto

Carl Edvard Mogensen har også markeret sig i Bornholms nationalsport og har været med siden starten af Bornholms Travbane i 1960.

Han blev banens første kuskechampion, og dette championat vandt han i alt seks gange. I 1969, da han, som den første på Bornholm, havde vundet sin sejr nummer 100, i kun 472 starter, stoppede han sin karriere som travkusk.

I de første år var han først og fremmest kusk, hesteejer, opdrætter og bestyrelsesmedlem i travselskabet, men han er også kendt som en stærk økonomisk drivkraft af mange travløb på verdens mindste travbane.

Titlen som æresmedlem af Bornholms Travselskab blev han tildelt ved travselskabets 40 års jubilæum i 2000.

Calles Cup er det løb på Bornholms Brand Park, som har den største præmiesum, nemlig 63.500 kroner.

Løbet er sikret mange år frem via en donation, og med Carl Edvard Mogensens død vil det i fremtiden blive et mindeløb.


Bornholm.nu bringer nyheder om personer fra øen. Oplysninger og fotos samt mindeord kan sendes pr. e-mail til red@bornholm.nu. Det er gratis.


Nyere nyhed  Ældre nyhed

Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2019 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce

Seneste på forsiden

Lørdag 7-12-19 - 00:34 Ældre bilist kørte med farligt læs

Ældre bilist kørte med farligt læs

RØNNE - En 70-årig mand fra Rønne vil i den kommende uge stå tiltalt for uforsvarlig kørsel med påhængsvogn.