JF Data Service har overtaget IT-firma
JF Data Service i Rønne har købt et IT-firma med et spændende produkt. Arkivfoto

JF Data Service har overtaget IT-firma

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 28-11-19 - 14:20

RØNNE - JF Data Service i Rønne har overtaget rettigheder og kunder fra selskabet ComArchive og udvider dermed aktiviteterne både hvad angår konsulentforretningen såvel som udviklingsprojekter og support.

Med ComArchive får JF ifølge direktør Lars Falk tilført et emailarkiveringsprodukt til porteføljen, som er højaktuelt og som med faciliteter til også at identificere og fjerne emails med personoplysninger har hjulpet en lang række virksomheder af alle størrelser og i mange brancher med at få kontrol over deres emails og at leve op til kravene i GDPR.

Kunderne udgør i dag flere større kommuner og virksomheder i både Danmark, Sverige, Norge og England.

- Vi kender ComArchive-løsningerne rigtig godt, da vi har samarbejdet med ComArchive om at udvikle deres produkter og vi har også supporteret løsningerne hos vores kunder.

Vi kan se hvor meget værdi ComArchive’s løsninger skaber for kunderne og vi er sikre på at endnu flere både i Danmark og i udlandet i de kommende år vil efterspørge sådanne produkter. Jeg synes vores virksomheder matcher godt og jeg er sikker på at fusionen betyder en god synergi for alle vores forretningsområder, siger Lars Falk.

Kontor nær København
Fusionen betyder, at alle medarbejdere, som i dag er beskæftiget i ComArchive, vil indgå i JF-teamet. JF får dermed også et kontor nær København, som kan servicere de mange kunder som befinder sig der.

Svend Frandsen, som var med til at grundlægge virksomheden ComArchive for 15 år siden, ser frem til den nye organisationsstruktur og skal indgå i teamet som produktansvarlig.

- Det team, som står bag vores produkter og services, er nu væsentligt styrket og det vil betyde, at vi endnu hurtigere kan videreudvikle vores løsninger og få dem ud til langt flere virksomheder. Den ånd og de dygtige teknikere og udviklere, som vi kender hos JF, glæder vi os til at arbejde med, udtaler Svend Frandsen.


FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU