RØNNE - Bornholms Regionskommune ønsker at ændre erhvervsområdet ved Industrivej for at give plads til detailhandel.


Kommunen har udarbejdet en strategisk helhedsplan for Rønne, der opererer med at udflytte produktionsvirksomhederne fra Industrivej for at omdanne erhvervsområdet til andre byformål, herunder eventuelt et område til detailhandel.

“Dette skaber et behov for arealer, hvor de eksisterende virksomheder kan relokaliseres. Desuden ønsker Rønne Havn at havnearealerne forbeholdes transport- og logistikvirksomheder samt havnerelaterede virksomheder. Det betyder, at der eventuelt også er nogle virksomheder, der skal flyttes fra havneområderne”, fremgår det af et notat fra kommunen.


Der er i Rønne én virksomhed, som efterspørger nye erhvervsarealer. Firmaet skal bruge 1,2 hektar. Der skal også være plads til, at nye virksomheder kan komme til øen og etablere sig. Behovet de næste 12 år anslås til mellem 40-100.000 kvadratmeter.

Kommunen anser imidlertid de eksisterende udlæg i Rønne er tilstrækkelig til de næste 12 års erhvervsudvikling.

“Det anbefales derfor at arbejde med fortætning og optimal udnyttelse af arealressourcen inden for de eksisterende arealudlæg i kommuneplanen”, hedder det i notatet.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU