Landbrugsjord kan blive ren natur
Mere landbrugsjord, som ved Ekkodalen, vil i fremtiden blive til ren natur.

Landbrugsjord kan blive ren natur

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 7-10-20 - 22:11

BALKA - Bornholmske landbrug er klar til at lade nogle af deres arealer gå fra at være landbrugsjord til at blive ren natur.

Det betonede formanden for Bornholms Landbrug & Fødevare, Lars-Ole Hjorth-Larsen på foreningens generalforsamling på Hotel Balka Strand onsdag aften.


- Mest spektakulært er Vallensgaardsmosen ved Almindingen. Her er et stort landbrugsareal ved at blive omdannet til mose, og en unik natur breder sig fra Ekkodalen mod syd, nævnte formanden.

Ekkodalens natur udvides efter aftaler med lodsejerne, så Miljø- og Fødevareministeriet overtager ca. 125 hektar blandet mose, skov og landbrugsjord, som over de kommende år skal udvikle sig til endnu mere spændende natur. Samtidig bliver hele sprækkedalen statsejet, så bornholmere og turister fremover kan gå på natureventyr overalt i dalen – også uden for veje og stier.


Naturprojektet betyder, at en række vådområder sydvest for Ekkodalen blive genetableret samtidig med, at der vil blive bedre adgang for bornholmere og turister til selve Ekkodalen. I alt forventes projektområdet at blive på ca. 170 hektar.

Projekt ved Ringborgen
- I mindre skala er der et naturprojekt ved Ringborgen i Pedersker, hvor vandløb og natur er tænkt sammen. Adskillige andre projekter er undervejs, og vi kan kun bifalde dette.

Fælles for de gode projekter er, at det sker i respekt for lodsejeren og i et samarbejde mellem ejeren, regionskommunen og øvrige naturinteresser. Koden hedder: Snak sammen og hav respekt for ejendomsretten, fastslog Lars-Ole Hjorth-Larsen.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU