Ukrudt kan ødelægge stor frøproduktion
Det kan få store, uønskede konsekvenser, at Bornholms Regionskommune sparer på slåningen af grøftekanter. Foto: Bornholms Landbrug & Fødevarer

Ukrudt kan ødelægge stor frøproduktion

AF BJARNE HANSEN / Mandag 6-7-20 - 11:48

AAKIRKEBY - Bornholms Landbrug kritiserer Bornholms Regionskommune for ikke at slå grøftekanterne helt, da det kan ødelægge frø- og græshøst og skaber rotteproblemer.


Kritikken kommer fra direktør Thomas Bay Jensen, som i et indlæg i medlemsbladet Nyt fra Bornholms Landbrug skriver, at det er besparelser, der har ført til den ulykkelige situation.

“Sidste år godkendte Kommunalbestyrelsen en besparelse på plejen af området veje, vejrabatter og grønne arealer.

Det der i særdeleshed bekymrer Bornholms Landbrug & Fødevarer er, at det betyder, at bagkanterne af grøfterne kun bliver slået hvert andet år”, skriver Thomas Bay Jensen, og fortsætter:

“Landbruget på Bornholm har en meget stor produktion af græs- og kløverfrø, og at vi er den region, der har forholdsvis mest græs- og kløverfrø i Danmark.

Hvis ukrudt får lov til at stå frem til vinter vil der uvægerligt ske en spredning af ukrudtsfrø til markerne og dermed en kontaminering”, skriver Thomas Bay Jensen.

Direktøren nævner også, at det ligeledes er uhensigtsmæssigt at have en kontamineringsrisiko ved de marker, hvor bornholmske landmænd foretager græsudlæg i det efterfølgende forår.


Rotteproblemer
“Udover kontamineringsrisikoen vil der være en række andre negative konsekvenser ved den reducerede pleje, såsom at bagkanterne lettere vil springe i skov, det vil skabe øgede rotteproblemer, og der vil være basis for at vejkanterne vil skabe snelæg”, skriver Thomas Bay Jensen.

Bornholms Landbrug & Fødevarer har derfor indsendt budgetforslag til Kommunalbestyrelsens kommende budgetforhandlinger for at få ændret praksis til at bagkanterne fra 2021 igen bliver slået hvert år, opælyser Thomas Bay Jensen.




FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU