SVANEKE - 5. juli er der dobbelt fernisering i Svanekegaarden, hvor der udstilles værker af Dea Trier Mørch og Sara Trier.

I udstillingssalen udstilles grafiske værker af Dea Trier Mørch og i teatersalens foyer billedværker af Sara Trier.

Sara Trier taler ved åbningen, og hendes bror, Tobias Trier spiller.

Dea Trier Mørch, der døde i 2001, var humanist og socialrealist og fortolkede direkte, men med stor respekt og værdighed menneskelivet fra fødsel og familieliv til aktivisme og storpolitiske konflikter. Hendes enkle, udtryksfulde skildringer vækker genklang og stærke følelser, både blandt dem, der husker hende fra dengang, og dem, der oplever den markante, engagerede kunstner for første gang.

Dea Trier Mørch koblede det nære liv og tidens politiske strømninger til ét samlet projekt: menneskelivet med alt, hvad det rummer.

Sara Trier er som billedkunstner optaget af at fortælle historier fra det hektiske hverdagsliv i byen. Motiverne males med enkel, vibrerende streg og et satirisk bladtegnerudtryk. Sara underviser også som billedkunstlærer og leder større kollektive murmalerier med børn. Hun er en del af det kreative fællesskab Skabelonloftet på toppen af det tidligere B&W på Refshaleøen.

Sara Trier er uddannet på Arkitektskolen, Det Kongelig danske Kunstakademi og er desuden cand. mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.

Dea Trier Mørchs udstilling er åben til og med 25. august, Sara Triers til og med 18. august.



FORKERTE FAKTA? Bornholm.nu skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: red@bornholm.nu.

© Copyright 2020 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.


PÅ FORSIDEN LIGE NU