Familiedrama ligger bag teaterstykke
Arkivfoto: Bornholms Museum

Familiedrama ligger bag teaterstykke

AF KIM CASPERSEN / Søndag 18-8-19 - 08:55

RØNNE - Det er et familiedrama, der har inspireret Jesper Bræstrup Karlsen til at skrive manuskriptet til Bornholms Teaters nye forestilling “Besat”.

Forestillingen har premiere på Rønne Theater på lørdag, 24. august.

- Både min far og mors familie kommer fra Nexø, og jeg har selv været på Bornholm i alle ferier så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg er født i København, men min sjæl er født på Bornholm, for nu at blive lidt højtidelig. Og så har jeg sommerhus på Dueodde, fortæller Jesper Bræstrup Karlsen.

“Besat” er en del af hans families historie.

- Min farmor fortalte om, hvordan udtærede tyske soldater og flygtninge kom til deres husmandssted og ville bytte mad for noget sølle papblikbestik. Min farmor turde ikke andet end at give dem noget spegepølse. (Hendes mellemnavn var Sara, og hun var krigen igennem bange for, at tyskerne skulle tro, hun var jøde). Det bestik hun fik fra den tyske Kriegsmarine, ligger nu i min egen bestikskuffe med hagekors og det hele. Jeg bruger det tit og tænker hver gang på fortiden, og om hvordan den former os, men også hvordan vi selv er med til at forme fortiden med vores fantasi, beretter Jesper Bræstrup Karlsen.


Jesper Bræstrup Karlsen. Privatfoto

Bombede Nexø og Rønne
Russerne bombede Nexø og Rønne, da den tyske kommandant på Bornholm nægtede at overgive sig, da resten af den tyske armé kapitulerede.

- Min mormor og morfar, der var uddelerpar i Nexø Brugs - lige nede på havnen, hvor bombardementet var værst - nåede lige akkurat at hive min 2-årige mor, der var syg og lå i ilttelt, ud og spæne alt hvad de kunne op i bakkerne omkring Nexø under bombardementet.

Og Brugsen, min mors fødehjem, blev jævnet med jorden. Meget tættere på kan man ikke komme på historien uden selv at have oplevet det. Og på den anden side, så at sige, har jeg haft en svigermor, som var født i Breslau - en tysk fæstningsby, som nu ligger i Polen og hedder Wroslaw. Hun har altid været fuld af historier om de mange lig langs vejene, og om hvordan Den Røde Hærs flyvevåben beskød hende og hendes familie, da de som civile flygtede i krigens sidste måneder. Kun en tilfældighed gjorde, at hun ikke var blandt flygtningestrømmen, der endte på Bornholm, konstaterer Jesper Bræstrup Karlsen.


"Besat" har premiere på lørdag, 24. august på Rønne Theater. Foto: Bjarne Hansen

Almindelige mennesker
De personer, publikum møder i “Besat” er alle almindelige mennesker, for hvem det føles som om historien og dens politiske katastrofer damptromler hen over dem. De er alle på flugt: En bornholmsk mor og hendes datter, der flygter ud i familiens sommerhus for at undslippe russernes bomber. En tysk soldat, der kommer fra østfronten og som er på flugt fra sine egne og russerne, der med sikkerhed vil sende ham til den visse død i Sibirien. Og endelig en ung russisk soldat, der er deserteret.

- På den ene eller den anden måde er de alle på flugt, og lidt efter lidt går det op for dem, at selvom historiens begivenheder kværner hen over dem, så har de lod og del og ikke mindst ansvar for den katastrofe, som Bornholm og verden står i i maj-dagene i 1945 - på sammen måde som vi i 2019 har lod og del og ansvar for verdens begivenheder og flygtningestrømme. De er ligesom os, bare i en anden tid, betoner Jesper Bræstrup Karlsen.


Nyere nyhed  Ældre nyhed

Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2019 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce

Seneste på forsiden

Søndag 15-9-19 - 21:15 Guld til Vikingløber

Guld til Vikingløber

LØB - Blandt 20.000 deltagere skilte en enkelt Vikingløber sig ud af mængden.