Stribevis af sigtelser mod tre drenge
Illustrationsfoto: Presse-fotos.dk

Stribevis af sigtelser mod tre drenge

AF BJARNE HANSEN / Søndag 15-11-20 - 11:28

TEJN - En af de mest omfangsrige sager ved Retten på Bornholm i den kommende uge er rettet mod tre jyske drenge i alderen 16-17 år.


De tre drenge er sigtet for i alt 13 ulovlige forhold, som blev begået i Tejn under deres ophold på Bornholm i starten af oktober.

Drengene blev fanget på Tejn Havn i forbindelse med blandt andet indbrud, tyveri af biler og dyre cykler samt forskellige effekter.

De er sigtet for at have knust sideruden i en lastbil på Skovbrynet, hvor de stjal en Samsung Galaxy tablet.


To biltyverier
De er sigtet for at have stjålet en personbil på Pæregårdsvej, som de anvendte til kørsel over en længere strækning.

De stjal angiveligt også en personbil på Kildegårdsvej, men de forulykkede med den, da køretøjet ramte en lygtepæl.

Drengene er også sigtet for på skift at have kørt i de stjålne biler, selvom de ikke havde kørekort.


Smed cykler i havnen
De er ligeledes sigtet for at have stjålet en racercykel på Mikkelgade, som de efter en cykeltur smed i Tejn Havn, hvorved der skete skader for 1.368 kr.

På Mikkelgade stjal de ifølge sigtelsen også en mountainbike, som ligeledes blev smidt i havnen, så der skete skader for 4.600 kr.

Drengene stjal desuden ifølge politiet et par Nike Free løbesko fra en ulåst bil samt en bilradio til en værdi af 1.683,96 kr.


Stjal for 15.500 kr. i bil
Fra en ulåst bil i Slagterstræde stjal de et par briller, et par solbriller, en jakke samt en pung til en samlet værdi af 15.500 kr.

Sigtelserne omfatter også tyveri af to par solbriller og et ukendt pengebeløb fra en varebil i Mikkelsgade. Alt i alt opgjort til en værdi af 2.200 kr.


Stjal sodavand og slik
I Mikkelgade stjal de desuden i henhold til sigtelserne 50 kr. fra en ulåst personbil , og fra en anden ulåst varebil stjal de en sodavand og en pose slik til en værdi af 40 kr.

De stjal ifølge politiet også to kikkerter og et sæt arbejdshandsker fra et eller flere køretøjer i Tejn til en ukendt værdi.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce