Dødsfald

Dødsfald

Mandag 22-2-21 - 15:44

Inge Lorentzen, Aakirkebg, er død.

Hun blev 91 år.

Inge Lorentzen tog i 1950 lærereksamen, og som vikar i Vigerslev Kirke traf hun sin mand, pastor H.C. Lorentzen og de blev gift i 1953, og de fik fem børn.

Man kan ikke omtale Inge uden at fortælle om HC, der, som Inge udtrykte det, virkede fornem og lærd, men havde humor og mange ideer til at skabe en levende kirke. Inge var en typisk Københavner med et lyst sind og et utroligt gåpåmod.

Parret virkede ved Stengaard Kirke og ved Sct. Nicolai Kirke i Rønne, og Inge Lorentzen virkede som lærer ved Østre Skole fra 1972 til 1979.

I årene fra 1977-1985 var hun ulønnet hjælpepræst i Rønne.

Inge og HC udviklede sammen “værkstedsgudstjenester", der foregik hver måned. Der blev oprettet både drengekor, blokfløjteorkester og rytmisk band. Side om side med den gamle salmeskat blev også helt nykomponerede salmer sunget ind og afprøvet i ”værkstedet”.

Kirken summede af liv og var oftest stuvende fuld til disse arrangementer. Det blev en kæmpe succes, som fortsatte i 15 år. De blev et musikalsk springbræt for over 500 unge mennesker. Mange fik således deres musikalske debut i kirken, og nogle blev fremragende musikere. Det gjaldt også parrets børm, som alle spiller den dag i dag, og hvor både Signe og Jakob er professionelle musikere, mens Steffen, Johan og Ageha Prem har optrådt på musikalske scener i forskellige sammenhænge.

Inge Lorentzen var en overgang også redaktør af Dagbladet Bornholmerens kirkesider.

I 1985 blev hun sognepræst i Rørvig på Sjælland, og siden kom hun til Aa Kirke i Aakirkeby. Her virkede hun, til hun faldt for aldersgrænsen i 1999.

Inge Lorentzen har været formand for Ældrerådet på Bornholm, bestyrelsesmedlem i Danske Ældreråd og i Region Hovedstadens Ældreråd.

I en periode var hun TV-vært på Øens TV i Gudhjem, hvor hun havde nogle populære portrætprogrammer.


Bornholm.nu bringer nyheder om personer fra øen. Oplysninger og fotos samt mindeord kan sendes pr. e-mail til red@bornholm.nu. Det er gratis.



Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce