Renten på boliglån er stigende
- Det er stadig billigt at låne til et boligkøb på trods af de stigende renter, siger Martin W. Kok-Hansen, DanBolig Bornholm. Arkivfoto

Renten på boliglån er stigende

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 18-3-21 - 13:51

BORNHOLM - Den rekordstore interesse for at købe ejerbolig kommer samtidig med at renten på boliglån er stigende.


Huse til 2 mio. kr.
Ifølge ejendomsmægler Martin W. Kok-Hansen, DanBolig Bornholm, er det ikke længere usædvanligt med boligpriser på omkring 2 millioner kroner i Rønne.

- Der bliver solgt en del ejendomme til 2 mio. kr. i dag – som eksempelvis parcelhuse i Rønne Syd og Rønne Nord og ikke mindst den gamle bydel, siger han.


Beregning
Nordea Kredit har regnet på, hvad det i øjeblikket koster at finansiere et boligkøb på 2 mio. kroner.

Beregningen tager udgangspunkt i et 30-årigt fastforrentet lån med afdrag. Efter udbetalingen på de 5 procent bliver der lånt 1.900.000 kroner, som finansieres med 80 procent realkreditlån og 15 procent banklån. Det giver en månedlig ydelse på 6.740 kroner efter skat til bank- og realkreditlån.


Stadig billigt
- Det er stadig billigt at låne til et boligkøb på trods af de stigende renter, som vi har set i år. Boligkøberne har derfor stadig gode muligheder for at realisere drømmen om et boligkøb og komme ind på boligmarkedet, siger Martin W. Kok-Hansen.

Siden starten af februar er de lange renter steget efter en lang periode med faldende renter. Den seneste rentebund blev nået den 5. januar i år, hvor renten var nede på 0,5 procent for et 30-årigt fastforrentet lån. De lange renter er efterfølgende steget til 1 procent.

Hvis lånet var blevet optaget på allermest gunstige tidspunkt i januar, havde den månedlige ydelse udgjort omkring 6.580 kroner efter skat for bank- og realkreditlånet. Sammenlignet med den nuværende rente svarer det til en stigning i den månedlige ydelse på omkring 160 kroner.

- Langt de fleste familier kan godt trimme budgettet med 160 kroner om måneden, og på den baggrund kan vi tage rentestigningen roligt. Det er helt naturligt, at renten stiger, og i øjeblikket er den så lidt højere end først på året, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit.


Familiens behov
De stigende renter er en påmindelse om, at konstant faldende renter ikke er nogen selvfølge.

- Renten ændrer sig hele tiden, og man bør derfor købe bolig med brug for øje og med fokus på familiens behov. Det oplever vi også, at køberne gør her på Bornholm, hvor der i øjeblikket er mange interesserede købere til de ledige boliger, siger Martin W. Kok-Hansen.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce