Bornholms Spritfabrik i Nexø er blevet solgt
Niels Frost Jensen og hustruen Erna giver her håndslag til Snaps Bornholms Jesper Rasmussen (th) på salget af Den Bornholmske Spritfabrik.

Bornholms Spritfabrik i Nexø er blevet solgt

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 25-3-21 - 09:29

NEXØ - Den Bornholmske Spritfabrik i Nexø er blevet solgt. Køber er firmaet Snaps Bornholm.


Køberen var kunde
Den Bornholmske Spritfabrik har siden 2016 stået for produktionen af Snaps Bornholm og Vodka Bornholm.

Snaps Bornholm overtager samtidig med købet den bornholmske spritfabriks egne produkter som f.eks. Bornholmer Bitter og Bornholmer Akvavit, så firmaets portefølje dermed bliver øget markant.

Sælger er Niels Frost Jensen og hustruen Erna, og Niels Frost fortsætter på fabrikken.


Ambitiøse planer
- Vores baggrund for købet er, at vi har store ambitioner også udenfor for Danmarks grænser. Det er derfor vigtigt for os at tage ejerskab på hele produktionskæden. En bonus ved købet er også, at det gør vores produktion billigere, og vi får lettere adgang til at udvikle nye produkter, fortæller Simon Lorentzo Jensen, der har været partner i Snaps Bornholm fra begyndelsen.

Snaps Bornholm blev i 2016 startet af tre venner, men ejerkredsen består i dag af seks personer, nemlig advokat Christian Petri, Jesper Rasmussen, Aksel Ambjørner, Marshoud Dababneh, Lasse Rasmussen og Simon Lorentzo Jensen.

- Vores ambition er klart at blive Danmarks førende leverandør af kvalitetsprodukter indenfor alkohol - til priser, hvor alle kan være med, siger Simon Lorentzo Jensen.


Sikrer fabrikken
Niels Frost Jensen har sammen med sin hustru drevet Den Bornholmske Spritfabrik i 16 år.

- Som 58-årig er det på tide at planlægge fremtiden for både os selv og fabrikken i Nexø. Jeg har derfor sagt ja til at sælge fabrikken til Snaps Bornholm, fordi de har nogle meget ambitiøse planer, der kan sikre fabrikkens eksistens og bornholmske arbejdspladser langt ud i fremtiden, siger Niels Frost Jensen.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce