Andelsmejeriets hårdt ramte eksport er stigende
Covid-19 har haft store konsekvenser for andelsmejeriets velkendte markeder, men det er ved at rette sig. Arkivfoto

Andelsmejeriets hårdt ramte eksport er stigende

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 25-3-21 - 15:45

KLEMENSKER - Bornholms Andelsmejeri i Klemensker har været hårdt ramt på sin eksport, men nu er eksporten af mejeriets produkter i vækst.


Priserne er sat op
Formand Bornholms Andelsmejeri, gårdejer Kim Larsen, Østerlars, oplyser i Nyt fra Bornholms Landbrug, at Covid-19 har haft store konsekvenser for en række af mejeriets velkendte markeder rundt i hele verden.

“Heldigvis begynder markederne rundt i verden, at vise positive tendenser. Således arbejder mejeriet på at sætte priserne op og har allerede nu hævet mælkeprisen til andelshaverne med 10 øre/kg”, skriver Kim Larsen.


Bedring i USA
Et af mejeriets vigtigste markeder, USA, har været - og er - hårdt ramt. Nedlukningen af restaurationsbranchen har haft stor negativ betydning for mejeriets salg til disse markeder.

“Vi har dog i de seneste måneder oplevet en bedring i restaurationsbranchen i USA, og at de flere steder ganske enkelt begynder at åbne op”, skriver Kim Larsen.


Stærk i Grækenland og Sverige
Et andet vigtigt marked for mejeriet er Grækenland. Trods en svær tid har Grækenland ifølge Kim Larsen vist sig som en utrolig positiv historie for mejeriet.

“Vores stærke position igennem flere år på detailhandlen i Grækenland har betydet, at vi på trods af Covid-19 har nået vores salgsbudget for 2020, og det ser godt ud for 2021.
Sverige har som Grækenland leveret godt. Igen er det vores stærke position i detailhandlen, der viser sin betydning for os. Også her har vi nået budgetmålene for 2020”, skriver Kim Larsen.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce