ILVA overtager driften af bolighus i Rønne
Rami Jensen, adm. direktør hos ILVA. Arkivfoto

ILVA overtager driften af bolighus i Rønne

AF BJARNE HANSEN / Fredag 25-6-21 - 11:49

RØNNE - Fra 1. november bliver ILVA Rønne igen drevet af ILVAs hovedkontor i Sabro ved Aarhus. Det sker i forbindelse med at nuværende ejer, Ernst Madsen, ønsker at gå ned i tid og sammen med sønnen Ricky Madsen fokusere mere på andre forretningsområder.


Samarbejdet fortsætter
Selvom ILVA i Rønne fra efteråret vil blive centralt styret fra hovedkontoret, så fortsætter samarbejdet imellem koncernen og Ernst og Ricky Madsen.

- Vi har været utroligt glade for vores samarbejde med Ernst og Ricky, og vi forventer fortsat et godt samarbejde efter overdragelse af ILVA bolighuset. Vi kommer til at samarbejde omkring større indretningsløsninger, hvor ILVA som bolighus med et bredt sortiment af møbler og boligindretning til hjemmet og Ernst og Rickys ekspertise på køkkener og gulve i form af HTH samt Garant Gulve, kan supplere hinanden, udtaler Rami Jensen, administrerende direktør hos ILVA.


Større udvalg i Rønne
Alle ILVA bolighuse drives under samme koncept og med samme store udvalg. Kunderne kan derudover forvente et større udvalg i ILVA Rønne, selvom det nu skifter ejer.

- Vores kunder vil ikke mærke den store forskel, når ILVAs hovedkontor igen overtager den overordnede drift af bolighuset. Bolighuset vil dog have et større sortiment, som kunderne vil få glæde af. Jeg er rigtig glad for stadig at være en del af bolighuset på Åkirkebyvej, og ser samtidig også frem til at kunne øge mit fokus på andre forretningsområder sammen med Ricky, udtaler ejer Ernst Madsen.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce