Murbier kan ødelægge bygninger
Foto: Jan Pedersen

Murbier kan ødelægge bygninger

Man ser et typisk angreb af murbier som en serie af helt runde huller i fugerne

AF BJARNE HANSEN / Fredag 26-7-24 - 10:13

HUS & HAVE - På denne årstid er der særlig grund til at passe på den lille murbi, som kan lave stor ravage.


Den graver lange gange i løs mørtel mellem mursten for at skabe bolig for larverne, som kommer frem det følgende forår og dermed yderligere ødelægger fugerne.

Man ser et typisk angreb af murbier som en serie af helt runde huller i fugerne på vores bygninger. I sommermånederne vil man kunne se de små murbier sværme omkring hullerne i muren, og ved aktive angreb kan man også finde murbiernes hvide larver eller pupper i gangene.

Gangene er 10-20 cm lange og cirka 5 mm. brede. For enden af gangen anlægges en celle, der fores med et silkepapiragtigt stof, som bien udskiller fra spytkirtlerne.

Cellen er ca. 1 cm lang og fyldes med en blanding af blomsterstøv og honning. Når det er gjort, lægger bien et æg og lukker cellen med et låg.

Den næste celle laves i forlængelse af den første, og der vil normalt være 2-8 celler i hver gang. Fra ægget klækker larven, der lever af oplagret honning og blomsterstøv.


Larverne overvintrer i cellen og forpupper sig det følgende forår. I puppen sker forvandlingen til den voksne bi, der som regel kommer frem først i juli måned.

Får du ikke bekæmpet problemet, kan angreb af murbier i værste fald betyde, at bygningsdele som f.eks. skorstene, styrter sammen. Indtrængende vand gennem nedbrudte fuger kan bevirke frostsprængning af murværk eller indvendige fugtskader.

Derudover kan murbier som andre bier, stikke og kan være en voldsom og smertefuld oplevelse.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce