Oppositionen ønsker plan for ældreplejen
Illustrationsfoto: Colourbox

Oppositionen ønsker plan for ældreplejen

AF BJARNE HANSEN / Mandag 23-8-21 - 06:25

BORNHOLM – Når Social- og Sundhedsudvalget mødes i dag, så efterlyser oppositionen i Kommunalbestyrelsen en konkret plan for, hvordan arbejdsmiljøet i ældreplejen på Bornholm kan forbedres.


Dansk Folkeparti og Venstre mener, det er på høje tid, at der kommer flere konkrete forslag til at udvikle arbejdsformer med henblik på at styrke arbejdsmiljøet og dermed forudsætningerne for at rekruttere og fastholde medarbejderne.

René Danielsson, Dansk Folkeparti, og Carsten Scheibye, Venstre, ønsker en drøftelse af, hvorledes udvalget ser udfordringer og opgaver i ældreplejen løst.

De to politikere ønsker i den forbindelse at Social- og Sundhedsudvalget beder om en række konkrete oplysninger og forarbejder, der muliggør efterfølgende politisk behandling af konkrete tiltag og beslutninger herom.


Styringsmodeller
René Danielsson og Carsten Scheibye mener, det kan være relevant at se på de mere detaljerede styringsmodeller samt sammenhængen mellem visitation og den udførende del af organisationen og herunder princip for fastsættelse af tid samt brug af tid som styringsparameter i det hele taget. En væsentlig del af dette er køretid, hvor der indledningsvis ønskes en nærmere dialog om dette i Social- og Sundhedsudvalget.

Det er intentionen, at der senere kan igangsættes konkrete udvalgsarbejder med det formål, at udvalget når til en politisk enighed om forskellige handlinger.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce