Slut med at blive på færgernes vogndæk
Illustrationsfoto

Slut med at blive på færgernes vogndæk

AF BJARNE HANSEN / Fredag 27-8-21 - 10:12

RØNNE - Muligheden for at blive siddende i sin bil på vogndækket forsvinder nu fra Bornholmslinjens færger. Ordningen opstod under corona-krisen, hvor særligt sårbare stadig kunne rejse isoleret fra deres medpassagerer.


Nu er Danmark kommet så langt i kampen mod corona, at ordningen med corona-biler forsvinder.

Muligheden for at blive på vogndækket opstod i tæt samarbejde med Søfartsstyrelsen tilbage i marts 2020. Et særligt regelsæt dannede grundlag for, hvordan sikkerheden ombord kunne håndteres med op til 50 biler på vogndækket.

- Det har for mange været en vigtig undtagelse, som har sikret, at også de svageste har haft mulighed for at rejse uden at skulle i kontakt med deres medpassagerer. Vi har været glade for ordningen, som også har hjulpet vores forretning under corona-perioden, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.


Kun få på vogndækket
Nu halvandet år senere er corona ved at være under kontrol, og flere og flere passagerer vælger at forlade vogndækket for at komme i passagerområdet med kaffebar og restaurant.

- På de fleste afgange er vi nede på en enkelt eller to biler med passagerer på vogndækket. Vi bruger mandskab på at holde øje med disse corona-biler, og de kræfter vil vi hellere bruge på service i passagerområdet, forklarer Jesper Skovgaard.

Der har i et stykke tid været lukket for muligheden for at booke en plads på vogndækket. Der kan dog være rejsende, som har booket deres plads på vogndækket i meget god tid – og de får stadig lov til at gennemføre deres rejse på vogndækket, hvis de ønsker det.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce