Udviklingsplaner for otte små byer på vej
Udviklingen i de otte små byer skal skabes via lokal dialog. Foto: CRT

Udviklingsplaner for otte små byer på vej

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 9-9-21 - 08:10

BORNHOLM - Med målet om at aktivere byerne, inddrage borgerne og facilitere processen vil Center for Regional- og Turismeforskning i samarbejde med Bornholms Regionskommune snart afdække bornholmske byers potentialer.


Konkret drejer det sig om at udarbejde individuelle udviklingsplaner for Klemensker, Nyker, Aarsballe, Rø, Vestermarie, Østermarie, Østerlars og Pedersker.

Målet er en sammenhængende plan, der søger at tænke både langsigtet og favne bredt.

Udviklingsplanerne udarbejdes gennem lokal dialog og involvering og skal bidrage til at synliggøre stedbundne kvaliteter og pege på enkle tiltag, der er realistiske for lokalsamfundene at kunne gennemføre, og som vil kunne forbedre rammevilkårene for det sociale liv, foreningsliv, friluftsliv, erhverv, eller generelt være til glæde for lokalsamfundet. Det gælder også besøgende og turister i det omfang, de også kan have glæde af udviklingen.


Lavere vækst
Baggrunden for projektet er at mange landdistrikter igennem en årrække oplevet lavere vækst end i resten af landet. Det skyldes blandt andet befolkningstilbagegang, ændringer i erhvervsstrukturen og som konsekvenser af strukturreformen.

Fra at være små selvforsynende samfund knyttet til landbruget, er mange lokalsamfund i dag i højere grad bosætningsbyer, der tilbyder rammer om fritids- og familielivet. De byer der ligger nær offentlig service, i pendlerafstand til en større by eller som besidder rekreative kvaliteter har bedre betingelser for at blive bevaret som attraktive lokalsamfund.


Forskellige potentialer
Center for Regional- og Turismeforskning fremhæver, at potentialerne og udfordringerne i landdistrikterne er differentierede og forskellene kalder på forskelligartede tilgange og løsninger.

Fælles for byerne er det imidlertid at, man må tage udgangspunkt i de lokale særkender og områdernes karakter for at kunne forløse byernes potentiale i forhold til en ny økonomisk, fysisk, social og demografisk virkelighed.

Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce