BRK skal uventet spare 8,4 mio. kr. på Budget 2022
Arkivfoto

BRK skal uventet spare 8,4 mio. kr. på Budget 2022

AF BJARNE HANSEN / Lørdag 2-10-21 - 09:52

BORNHOLM - Der skal uventet skæres 8,4 millioner kroner i forliget om næste års budget i Bornholms Regionskommune, som Socialdemokratiet og Venstre står bag, oplyser P4 DR Bornholm.


Bornholm skal nemlig være med til at bidrage til at fjerne det merforbrug, som kommunerne under et har planlagt i 2022 - et forbrug der ligger højere end kommunerne aftalte med regeringen i juni. Bryder kommunerne samlet set loftet, står alle til en bod fra staten.

- Derfor har vi aftalt, at alle kommuner skal spare 0,4 procent i de planlagte drifts- og anlægsbudgetter. På den måde undgår vi at betale bod, siger borgmester Thomas Thors (S) til DR Bornholm.


Knapper at trykke på
Borgmesteren oplyser, at der er nogle regnskabstekniske knapper at trykke på, så sparekravet undgår at få indflydelse på kommunens tilbud til for eksempel udsatte børn og sårbare ældre i 2022.

- Vi har et samlet budget på over 3 milliarder kroner, og det giver mulighed for at skyde nogle af udgifterne frem og tilbage, så vi kan klare sparekravet uden, at det næste år kan mærkes hos borgerne, forklarer Thomas Thors til DR Bornholm.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2021 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce