Hvor vil Bornholm hen?

Hvor vil Bornholm hen?

Mandag 18-10-21 - 06:20

DEBAT - Redaktionen har fra Niels Plum, Nexø, modtaget:

Hvor vil Bornholm hen? Ved vi det endelig selv?

Jeg tillader mig at sætte dette spørgsmål, selv om jeg måske ikke kan betragtes som ”bornholmer”, da min mor er født i København, men til gengæld kan min far, født på Bornholm, og hans gren af slægten føres tilbage til 18 hundredetallet på Bornholm, med base i Snogebæk.

Ja, og jeg er også født og opvokset på Bornholm, og føler mig som bornholmer. Jeg har levet på Bornholm hele mit liv, (og taler sproget nogen lunde, når jeg bliver opfordret til det) med undtagelse af fire år, hvor jeg arbejde på Nordsjælland, som også var en dejlig tid af mit liv. Jeg har fra mit 23. år været selvstændig erhvervsdrivende på Bornholm, med en filial i Roskilde i 14 år.

Det, at være selvstændig, at få lov til at bestemme selv, har altid givet mig det power, der var nødvendigt for at overleve. Det har ikke altid været en dans på roser, og slet ikke dengang jeg tog en kæmpe chance i 1998 ved at lave Danmarks første digitale skolefoto laboratorie, og så på Bornholm. Jeg blev ”fyret” af min bank, men fandt andre udveje, og overlevede. Tak til dem som hjalp mig dengang.

Jeg har altid haft en interesse i det bornholmske samfund, været aktiv på mange forskellige planer. Når jeg ikke var tilfreds med, hvad der blev besluttet politisk, stod jeg ikke bare på sidelinjen og brokkede mig, men gik aktivt ind i politik. Blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Nexø Kommune, blev 1. viceborgmester i 1994 til 1997, under Anne Lise Molin. Var med til at starte Erhvervsgruppe Øst (og sad som formand i mange år). Var med til at starte Østtinget hvor jeg nu er formand.

Min store bekymring lige nu er, hvad der skal ske med alle de unge og selvstændige mennesker, som har den drivkraft, som jeg har haft som selvstændig, såfremt Bornholm får et styre, hvor alle skal dele med alle, uanset hvilken arbejdsindsats, der bliver gjort, og hvilke økonomiske chancer man tager.

Alt skal overlades til kommunen, mangler der penge, så udskrives der bare højere erhvervs- og personskatter.

Undskyld, men det holder bare ikke i længden. Når Enhedslisten har tømt kassebeholdningen (den pt. opsparede anlægspulje) på ca. 200 millioner kr. i løbet af to til tre år, og dermed har udvidet driftsbudgettet, vil der fra år fire eller fem (2025) ikke være nogle penge tilbage. Så kan vi på Bornholm ikke betale de årlige driftsomkostninger. Det er det, der gør mig mest urolig. Det kan få mig til at frygte en fremtidig statsadministration, men det er vel også det Enhedslisten på Bornholm gerne vil opnå! Det er bare ikke det, jeg ønsker for det bornholmske samfund. Jeg ser helst at vi klarer os selv, som vi har gjort det før.

Med venlig hilsen
Niels Plum
Ø. Slamravej 4
3730 Nexø


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce