Lad dyreungerne være
Harens killinger lægges af på et tørt og godt sted, og moderen kommer så tilbage til den med jævne mellemrum for at amme den. Foto: Kehlet

Lad dyreungerne være

Lørdag 23-4-22 - 07:11

NATUR - Selvom vi kun er midt på foråret, så er dyrene allerede godt i gang med at sørge for næste generation.


Undgå bjørnetjenester
Der er for eksempel på nuværende tidspunkt født masser af harekillinger, og nogle fugle har unger nu. Dermed er der også en risiko for, at du kommer til at gøre dyreungerne en bjørnetjeneste.

Ofte vil mennesker nemlig tro, at dyreunger er blevet forladt af deres forældre. En skøn, stor natugleunge med smukke øjne og en lidt pjusket fjerdragt kan virke meget forladt, hvis man finder den i skovbunden.

Natuglerne lægger æg allerede i marts, så hen i april kan man være heldig at møde en natugleunge, som har forladt sit barndomshjem, før den var helt flyvefærdig.

Her gælder regel nummer ét: Hold fingrene for dig selv og lad være med at tage ungen med hjem i den tro, at den er en stakkels forældreløs skabning.

Ungen, der endnu ikke kan flyve, vil forsøge at klatre op i træer eller buske for at nå så højt op som muligt. Forældrene ved, hvor den er, og sørger for at fodre den.

Finder man en natugleunge på jorden er det bedste, man ifølge Dyrenes Beskyttelse kan gøre for den, at sætte den ved foden af det nærmeste træ - gerne under en busk.


Lille Morten er ikke forladt
Harerne sætter flere kuld unger i verden lige fra det tidligste forår, og lige nu er det muligt at støde på den lille Morten harekilling, som trykker sig ned et tørt og godt beskyttet sted – ofte i højt græs.

Killingen ligger for sig selv det meste af døgnet, men den lider ingen nød, for moderen kommer forbi for at amme den.

Derfor: Finder du en harekilling så skal du lade den være og hurtigst muligt forlade stedet. Moderen ved med sikkerhed, hvor killingen er, og hun skal nok sørge godt for den.

Tager man killingen med hjem i den tro, at den er forladt, så gør man i mange tilfælde en sund og tryg harekilling angst og stresset. Alene dét kan i yderste konsekvens slå den ihjel, lyder beskeden fra Dyrenes Beskyttelse.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2022 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce