DGI ærgerlige over høje bankgebyrer
Det er ikke rimeligt, at de frivillige foreninger, der gør en kæmpe indsats for børn, unge og voksne, pålægges de store gebyrer, mener DGI Bornholms Formand Ole Dreyer. Arkivfoto

DGI ærgerlige over høje bankgebyrer

DGI oplever, at høje bankgebyrer bremser nye og mindre foreningers udvikling

AF BJARNE HANSEN / Mandag 25-4-22 - 07:37

BORNHOLM - Debatten om høje gebyrer for en foreningskonto ruller igen forud for DGI Bornholms årsmøde i morgen, tirsdag i Aakirkeby-Hallerne.


Svært og dyrt
”Det er fortsat med stor beklagelse, vi konstaterer, at Hvidvaskningsloven gør det både svært og dyrt for mindre foreninger at have konto i en bank”, lyder det i formand Ole Dreyers skriftlige beretning.

”Ifølge de gældende regler skal frivillige foreninger fremvise legitimation for alle bestyrelsesmedlemmer og indsende vedtægter for at kunne få en konto i banken. Derudover koster det mange penge bare at oprette en konto, og de årlige gebyrer for at have netbank og et betalingskort løber også op”, konstaterer Ole Dreyer.


Ikke rimeligt
”Det er ikke rimeligt, at de frivillige foreninger, der gør en kæmpe indsats for børn, unge og voksne, pålægges de store gebyrer.

Vi har forståelse for, at hvidvaskning af penge skal bekæmpes. Men der bør findes en løsning, så små foreninger med en begrænset økonomi fritages for stigende gebyrer og de kontrolkrav, bankerne stiller.

Finans Danmark nedsatte sidste år arbejdsgruppe, der skulle komme med løsningsforslag. Vi venter fortsat på at se forbedringer på området - men hører, at de er på vej!”, skriver Ole Dreyer.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2022 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce