Campus-elev Danmarks bedste taler
Niklas Stenbye har netop vundet Retoriklærerforeningens og Danske Talers årlige ”DM i retorik”. Foto: Campus Bornholm

Campus-elev Danmarks bedste taler

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 28-4-22 - 09:49

RØNNE - Niklas Stenbye, der går i 3.g på Campus Bornholm, er den dygtigste gymnasieelev i landet til at holde tale.


Lejlighedstale
Niklas Stenbye har netop vundet Retoriklærerforeningens og Danske Talers årlige ”DM i retorik”, hvor gymnasieelever fra hele landet dyster om at skrive og holde den mest overbevisende lejlighedstale.
Ligesom de øvrige deltagende i konkurrencen har Niklas Stenbye haft faget retorik – læren om at kommunikere godt, hensigtsmæssigt og overbevisende - som valgfag.

På Campus Bornholm har Niklas Stenbye haft lektor Charlotte Backhausen som underviser i faget.


Talte om sociale medier
I årets konkurrence lød udfordringen: Skriv og hold en tale til den danske befolkning, der italesætter dit håb for fremtiden – og først og fremmest det kommende år. Talen blev afleveret både på skrift og som video.

Niklas Stenbye valgte at fokusere på sit håb om at styrke den demokratiske samtale på de sociale medier, hvor tonen er blevet så brutal, at mange unge ikke tør give deres mening til kende af frygt for at blive svinet til.

Dommerpanelet skriver i sin bedømmelse, at ”Niklas anvender i sin tale en klar argumentation med velvalgte retoriske virkemidler og brug af rygdækning. Han forholder sig nuanceret til sit emne. Hans adkomst styrkes af hans personlige anekdoter”.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2022 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce