BOFA tavs om omfanget af ulovlig moms
BOFA vil ikke oplyse, hvor mange millioner, selskabet ulovligt har opkrævet i moms hos de private forbrugere. Arkivfoto

BOFA tavs om omfanget af ulovlig moms

AF BJARNE HANSEN / Fredag 5-8-22 - 07:55

BORNHOLM - Det kommunalt ejede affaldsselskab BOFA har erkendt, at selskabet i årevis ulovligt har opkrævet moms på afhentning af dagrenovation hos borgerne – men vil ikke oplyste hvor mange millioner, det drejer sig om.

Økonomichef i BOFA, Henrik Larsen siger, han ikke vil kommentere sagen, og henviser til kommunaldirektør Lillian Rasch Madsen, som er på ferie.


Brud på EU-regler
Som Bornholm.nu kunne afsløre onsdag, så fastslog Landsskatteretten tilbage i oktober 2020, at kommuner ikke må lægge moms på regninger til private for afhentning af dagrenovation.

Begrundelsen var, at afhentningen er en myndighedsopgave, og at der efter EU-reglerne ikke må lægges moms på betalinger for den slags.

Alligevel har Bornholms Regionskommune via BOFA fortsat den ulovlige opkrævning.


Afventer retningslinjer
Økonomichef i BOFA, Henrik Larsen har i en intern redegørelse til netop Lillian Rasch Madsen slået fast, at det drejer sig om et ”ikke ubetydeligt beløb”.

Økonomichefen fremhæver i redegørelsen, at BOFA endnu ikke har fået retningslinjerne fra Skattestyrelsen om, hvad Landsrettens afgørelse reelt kommer til at betyde for grundejerne.


Skal hvile i sig selv
BOFA understreger, at for meget indbetalt moms vil blive refunderet til borgerne, så snart staten har opklaret, hvordan reglerne er for det.

Men ligesom BOFA ikke må opkræve moms på affaldsgebyrer, må selskabet heller ikke fratrække moms på udgifterne til leverandører på affaldsområdet.

BOFA er underlagt reglerne om, at selskabets økonomi skal hvile i sig selv, og derfor skal alle udgifter alene finansieres af et gebyr for afhentning af renovation.

Bornholm.nu har bedt Bornholms Regionskommune redegøre for, hvor meget BOFA ulovligt har opkrævet de seneste to år, men hidtil uden respons.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce