Diplom til første Evighedstræ på Bornholm
Foto: DN Bornholm

Diplom til første Evighedstræ på Bornholm

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 1-9-22 - 00:07

LISTED - I haven på Listedgård i Listed står et meget gammelt og meget stort morbærtræ. Det er udpeget som evighedstræ af Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, og det er det første registrerede evighedstræ på Bornholm.


Lørdag den 10. september kl. 10:00 vil Danmarks Naturfredningsforenings afdeling på Bornholm ved en lille højtidelighed overrække et Evighedstræ-diplom og en lille plakette til at sætte på træet til ejerne af morbærtræet, Gudrun og Anders Elleby. Det kommer til at foregå i haven på Listedgård.

Gudrun og Anders Elleby er engageret i registrering og formering af gamle morbærtræer, og de vil sammen med Jørn Pedersen fortælle lidt om Listedgård og den gamle have, og om deres arbejde med morbærtræerne på Bornholm.


Stadig gamle træer
Der findes heldigvis stadig store og gamle træer på Bornholm, og det kan vi takke ejerne for. De har passet på dem og skånet dem fra motorsaven i flere generationer.

Disse træer har stor værdi, både kulturelt og æstetisk - og så fungerer de som levesteder for en lang række insekter, fugle og svampe. Derfor skal der passes på dem.

Diplomoverrækkelsen er derfor også startskuddet på en kampagne for at finde og få udpeget flere evighedstræer på Bornholm, oplyser DN Bornholm.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2022 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce