Efterårshygge på terrassen
Der kan være masser af gode dage i haven til langt ind i efteråret. Foto: Kehlet

Efterårshygge på terrassen

Søndag 11-9-22 - 07:58

HUS & HAVE – Havet omkring begunstiger Bornholm med et lunere efterår end de fleste steder i Danmark.

Vi begyndte at slikke sol og drikke eftermiddagskaffe på terrassen allerede i april, og med lidt held strækker terrassesæsonen sig langt ind i efteråret.


Vi bør derfor ikke have det store hastværk med at få havemøblerne sat hen for vinteren. For udesæsonen strækker sig altså ofte til et godt stykke hen i oktober, og chancen for at kunne nyde en kop kaffe på terrassen i solskin og 15 graders varme er bestemt tilstede, selvom kalenderen siger efterår.

Men - godt vejr eller ej - så er det alligevel på tide at tænke på vinter. Krukker, der ikke tåler frost, skal ind, og frostsikre krukker, der nu er tomme for sommerens vækster, kan pyntes op med for eksempel grangrene og dermed være med til at skabe stemning på terrassen - også i den kolde tid.


Men vent med at stille havemøblerne ind - eller lad i det mindste et par stole stå i optimistisk forventning om en indian summer, der strækker sig til laaaangt hen på efteråret.

Og når tiden så trods alt oprinder, hvor møblerne skal inden døre og i vinterhi, bør de vaskes og rengøres, og hvis det er træmøbler, har de godt af en omgang olie eller maling, så de allerede nu er klargjort til næste år.

I øvrigt er det bestemt ikke for tidligt at tænke på næste sæson i det fri. Mange varehuse, havecentre og byggemarkeder har i efteråret kanontilbud på alt muligt terrasseudstyr, så der er fine muligheder for allerede nu at ekvipere terrassen til 2023.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce