Husk reflekser og lys på gåturen
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Husk reflekser og lys på gåturen

AF REDAKTIONEN / Onsdag 9-11-22 - 13:41

BORNHOLM - Når urene nu er sat en time tilbage, bliver det allerede mørkt ved 17-tiden, og der går ikke lang tid, så er det også mørkt om morgenen.


Det betyder at mange hundeejere må lufte deres hund i mørke. Rådet lyder derfor: Husk reflekser eller lys på din hund.

- Det er vigtigt at sørge for, at have reflekser eller lys på sin hund, når man går tur med den i skumring og efter mørkets frembrud. Det kan være reflekshalsbånd, reflekssnor, eller en lygte. Hunden er fysisk meget tættere på jorden end mennesker er, og de er derfor svære at se for en bilist, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Dyrenes Beskyttelse opfordrer til at sørge for både at have refleks på snoren, men også på hunden selv, og så er det selvfølgelig også vigtigt, at hundens ejer kan ses i mørket.


Flere hunde påkøres om vinteren
Tallene fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 viser, at der er behov for ekstra synbarhed om vinteren. I 2021 fik vagtcentralen 153 opkald om påkørte hunde og omkring 35 % af dem lå fra oktober til december. Disse påkørsler er kun dem, som Dyrenes Beskyttelse fik opkald om, tallet er formodentligt højere.

- En god refleks kan være afgørende for vores hundes liv. Der ses en tydelig stigning i sager med påkørte hunde når der skiftes til vintertid, og dette kan skyldes at hundene nu luftes i mørke. For hunde er det vigtigt med reflekser på halsbåndet, men selve selen er mindst lige så vigtig. Hvis hunden er meget lille, eller har en meget stor pels, kan det være svært at se et halsbånd. Her kan en lygte også gøre en stor forskel, afslutter Jens Jokumsen.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce