Forkølelse er svær at undgå
Illustrationsfoto: Colourbox

Forkølelse er svær at undgå

AF JØRN KEHLET / Onsdag 25-1-23 - 07:30

BORNHOLM – Rundt omkring på Bornholm døjer mange med forkølelse på denne tid af året.


Nationalsygdom
Vi kan roligt udnævne forkølelse til en dansk nationalsygdom. De fleste stifter bekendtskab med hoste, ondt i halsen og lidt feber mindst en gang om året, men den helbredende forkølelsesmedicin er endnu ikke opfundet, og behandlingen retter sig blot mod at lindre symptomerne. Det kan være næsedråber, som fås på apoteket, og ikke mindst ro og hvile. Til gengæld er der en række husråd mod forkølelse. Der er ingen garanti for effektiv virkning, men hvorfor ikke prøve.


Kamillete
Kamillete virker blandt andet hæmmende på betændelser, og så føles det altid godt at få noget varmt i halsen, når man er forkølet.

Hvidløg er et gammelt middel mod mange lidelser. Og en hvidløgsdrik fremstillet af tre fed hvidløg presset ud i fire deciliter varmt vand skader bestemt ikke, når man er forkølet. Hvidløgene trækker i det varme vand under låg en halv snes minutter. Væsken sies og opbevares i køleskabet.


Brandvarm romtoddy
Til de varme drikke mod hoste og hæshed hører blandt andet honning udrørt i varm mælk. Eller en brandvarm romtoddy fremstillet af kogende vand, rom efter behag og sukker.

Man kan naturligvis også forsøge at undgå at blive forkølet. Det sker blandt andet ved at undgå fysisk kontakt med forkølede personer. Almindelige håndtryk er en glimrende smittemåde. Et godt råd vi i høj grad har både lært og taget til os under corona-epidemien.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce