Landboforening tvunget til at fordoble kontingent
Arkivfoto

Landboforening tvunget til at fordoble kontingent

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 26-1-23 - 10:47

AAKIRKEBY - Bornholms Landbrug & Fødevarer er presset økonomisk, og foreningen ifølge bestyrelsen er nødsaget til at fordoble medlemmernes kontingent.


Hidtil har medlemmerne højest betalt 9.100 kroner pr. år i kontingent til BLF, men fortsætter dette, vil foreningens økonomi ifølge formand Frederik Tolstrup blive udhulet over tid. Derfor hæves loftet til årligt 18.000 kr.

Thomas Bay Jensen, direktør Bornholms Landbrug & Fødevarer, forklarer, at kontingentet beregnes af bedriftsmedlemmernes landbrugsmæssige produktion og baseres på antallet af hektar og udledning af kg N for bedriften.


Rammer husdyrproducenter
- Når formanden taler om, at kontingentet stiger, og ”loftet” hæves, så får det betydning for større husdyrsproducenter, som på trods af deres produktionsmæssige størrelse har betalt et maksimalt beløb på godt 9.100 kr. i kontingent. I takt med at husdyrsproducenterne bliver større og færre, og at det erhvervspolitiske arbejde i foreningen er det samme eller endda øget, så er der et behov for at kontingentet følger med.

Planteavlerne oplever en marginal stigning, og andre erhverv og interessemedlemmer osv. er der ingen stigninger for, forklarer Thomas Bay Jensen.


Underskud i 2021
Midt i december kom det frem, at Bornholms Landbrug & Fødevarer var udfordret med kraftigt stigende omkostninger og en faldende omsætning, hvilket pegede i retning af et underskud.

Det er i så fald andet år i træk, Bornholms Landbrug & Fødevarer kommer ud med underskud.

Underskuddet i 2021 blev på 646.648 kroner, hvor der året før var et overskud på 929.116 kr.

Egenkapitalen blev ved udgangen af 2021 opgjort til knap 12,8 mio. kr.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce