Vejsalt med fordele og ulemper
Vejsalt er godt til at holde fortovet isfrit, men det er ikke nødvendigvis godt for sarte hundepoter. Foto: Ingimage.com

Vejsalt med fordele og ulemper

AF KEHLET / Lørdag 25-11-23 - 09:10

BORNHOLM - Vejsalt er effektivt, men det er ikke ubetinget en god ide at anvende salt til glatførebekæmpelse på fortovet.


Genialt produkt
Vejsalt er som udgangspunkt et genialt produkt. Saltet opløses hurtigt og danner et tyndt lag væske på overfladen, og væsken fryser først til is, når temperaturen kommer langt under frysepunktet. Saltet sænker simpelthen den temperatur, vandet fryser ved, med flere grader.

Der er dog en del gener for omgivelserne, når man bruger vejsalt, og et særdeles fornuftigt alternativ til saltet er at strø grus/sand ud på de glatte arealer. I øvrigt et billigt alternativ, for der er sjældent priskrig på vejsalt, når man har brug for det. Hvis du har trailer og henter et læs sand/grus i den lokale grusgrav, vil du for måske for få hundrede kroner være velforsynet med et uskadeligt glatførebekæmpelsesmiddel i flere år frem i tiden.


Udbredt
Fordelene ved vejsalt er mange, og glatførebekæmpelse med vejsalt på vejnettet er af gode grunde udbredt. Men du kan sagtens erstatte salt med sand/grus på dit fortov. For eksempel af hensyn til de lokale hunde. Hunde bryder sig absolut ikke om vejsalt, og saltet har en udtørrende effekt på hundens trædepuder. Og når frosten sætter ind, er det faktuelt vanskeligt at undgå saltede fortove, når den firbenede skal luftes. Derfor er det en god ide at skylle og tørre hundens poter grundigt efter hver luftetur - og eventuelt også smøre poterne.

En anden betydelig gene ved vejsalt på fortove og i indkørsler er, at det sviner. Man slæber salt ind i boligen, og fodtøj, der har været en tur i vådt vejsalt, får hvide striber.


Loven forpligter
Men når det er sagt, så ER det altså som grundejer rart at have en pose vejsalt ved hånden. Man har ifølge loven pligt til at holde fortovet ved grunden farbart, og vejsaltet kan i den forbindelse bruges forebyggende. Hvis vejrudsigten melder glat føre op ad dagen, udstrør man et lag vejsalt, før man tager hjemmefra om morgenen. Så er der gode chancer for, at fortovet er fri for sne og is, når du kommer hjem fra arbejde sidst på dagen.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce