Krølle Bølle is vender hjem til Bornholm
Vibeke Bengtson og Jonas Bohn, Bornholms Ismejeri, skal producere den legendariske Krølle Bølle is. Arkivfoto: Henrik Freek

Krølle Bølle is vender hjem til Bornholm

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 7-3-23 - 08:27

SVANEKE - Med en ny aftale sikrer Bornholms Ismejeri i Svaneke, at Krølle Bølle is igen produceres på Bornholm.


Produceret siden 1958
Krølle Bølle is blev siden 1958 produceret på et lille mejeri i Humledal i Rø. Senere overtog Bornholms Andelsmejeri produktionen, men fra 2008 er isen blevet produceret udenfor Bornholm og senest hos Skee Ismejeri på Midtsjælland.

I mange år har det derfor nærmest været umuligt at finde Krølle Bølle is på Bornholm. Men det bliver der lavet om på nu, til stor glæde for Bornholms Ismejeri og familien Mahler, som ejer rettighederne til Krølle Bølle.


Ocean Prawns investor
Bornholms Ismejeri er ejet af ægteparret Vibeke Bengtson og Jonas Bohn sammen med den bornholmske rejekoncern Ocean Prawns, der gennem årene har investeret i en række bornholmske virksomheder.

- Krølle Bølle har i mange år været et stærkt varemærke for Bornholm, og derfor har det vakt stor forundring, at isen ikke blev produceret på øen. Man kan nærmest sige, at Krølle Bølle is i en periode har været et skår i den bornholmske fødevarefortælling, som vi ellers gør meget ud af at værne om. Det laver vi om på nu, for Krølle Bølle is skal naturligvis være med til at tegne billedet af smagen af Bornholm, fortæller Jonas Bohn, der er medejer af Bornholms Ismejeri.


Ekstra travlhed
Aftalen er på plads, og det betyder også, at der bliver travlt på Bornholms Ismejeri, der skal stå for produktionen af Krølle Bølle is. Fremover kan man få den gode bornholmske Krølle Bølle is som softice og ispinde. Med tiden vil sortimentet blive udvidet, så der både kommer gammeldags vaffelis.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce