Fjernvarme er stadig prisrobust
Arkivfoto

Fjernvarme er stadig prisrobust

AF BJARNE HANSEN / Torsdag 16-3-23 - 07:17

BORNHOLM – Fjernvarmeforbrugerne på Bornholm har ikke oplevet en markant prisstigning på deres fjernvarmeregning.


Lavt niveau
Ligesom andre opvarmningskilder er prisen på opvarmning med fjernvarme også steget som led af de høje energipriser. Således er fjernvarmeprisen for et standardhus fra januar 2022 til januar 2023 steget med 17,8 procent til 15.357 kr. for et år, viser en analyse fra Dansk Fjernvarme.

På trods af prisstigningen ligger fjernvarmepriserne fortsat i det lave niveau sammenlignet med andre opvarmningsformer.


Mere ro på varmeprisen
- 2022 satte virkelig energimarkedet under loop, og vi blev opmærksomme på, hvor meget energipriser påvirker hele samfundet. Derfor er det positivt at se, at langt størstedelen af fjernvarmeforbrugerne har undgået de høje prisstigninger, og de kan se ind i et år, hvor der er mere ro på deres varmepris, siger Bettina Aagaard Vester, konsulent og ansvarlig for varmeprisanalysen i Dansk Fjernvarme.

Fra august 2022 og til januar 2023 er den gennemsnitlige varmepris for et standardhus steget med 13,4 %. Prisstigningen ligger fuldstændig på niveau med den prisstigning, som fjernvarmeselskaberne forventede i september 2022 baseret på en tilsvarende prisundersøgelse, hvor Dansk Fjernvarme spurgte ind til selskabernes forventede priser for 2023.


Faldende naturgaspris
Tilbage i august 2022 blev fjernvarmeselskaberne spurgt om deres forventninger til prisudviklingen i januar 2023. I august var naturgas- og elpriserne rekordhøje, og det skabte stor usikkerhed for forventningerne til vinteren og varmesæsonen. Fordi danskerne har været gode til at spare på deres energi, og naturgaslagerene har været fyldte, har flere fjernvarmeselskaber kunnet afblæse de helt store prisstigninger.

- For flere selskaber der har naturgas som primært brændsel, har mange kunnet afblæse eller begrænse de forventede prisstigninger i lyset af den faldende gaspris. Derfor ser vi, at selskaberne har kunnet holde priserne i ro, og andre har sågar sat priserne ned i forbindelse med udviklingen på gasmarkedet, siger Bettina Aagaard Vester.


23 selskaber nedsætter prisen
154 selskaber forventer at holde priserne i ro for næsten 1 million forbrugere i 2023, mens 23 selskaber forventer at sætte priserne ned for cirka 100.000 forbrugere, 66 selskaber afventer stadig udviklingen på energimarkedet og kan dermed ikke meddele forventninger til varmeprisen i 2023.

- Hvis 2021 og 2022 har lært os noget, så er det, at det er rigtig svært at forudse, hvordan energimarkedet udvikler sig. Derfor er et kig i krystalkuglen forbundet med væsentlige usikkerheder såsom vejret og Kinas efterspørgsel på naturgas. Det vi kan se, er at fjernvarme har en betydelig robusthed overfor eksterne faktorer på grund af fleksibiliteten i varmekilder til fjernvarmeproduktionen, siger Bettina Aagaard Vester og slutter:

- Derfor giver det heller ikke mening midt i en omfattende energi- og forsyningskrise at vedtage et lovforslag om konkurrenceudsættelse af den stabile affaldsenergiproduktion, som vil medføre konkurser og reduktion af en vigtig og billig varmekilde for mange fjernvarmeselskaber.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce