Pigtrådsmusik og brylcreme i Musikhuzet
Foto: Anders A.M. Hansen / Musikhuzet

Pigtrådsmusik og brylcreme i Musikhuzet

AF TORBEN SEVERINSEN / Lørdag 29-4-23 - 00:12

RØNNE – Fredag aften ledte The Heat-Makers tankerne tilbage til 1960’erne, hvor det blev kaldt pigtrådsmusik, når forskellige bands skruede op for guitarens forstærker og spillede musik, som kunne fylde dansegulvet.

Koncerten med det lokale band var som i de gode gamle dage.


Dans og brylcreme
Musikhuzet har mange gange tidligere dannet rammerne for en skøn aften med det lokale orkester. Det er bl.a. blevet til flere danseaftener, to Elvis Shows, en Buddy Holly aften og senest var det en anderledes ”Unplugged” aften.

I dagens anledning var jakkesættene fundet frem, skoene nypudsede, og dansegulvet klart. Øllene var kolde og stemningen blandt både nye fans og "stamkunderne" var i top og brylcremen i håret.


Klassikere
The Heat-Makers har siden 2006 spillet utallige koncerter hvor de præsenterer autentisk 50/60’er musik.

Gæsterne i Musikhuzet fik de gode gamle klassikere i Heat-Makers flotte fortolkninger, men også flere ”nye” gamle hits fra orkesterets nye album Cry to Me. Det var bl.a. The Crystals hits Da Doo Run Run fra 1962, og Teddy Redells Judy fra 1961. Men også Martha and the Vandelles - Dancing in the Street, ikke at forveksles med Bowie og Jaggers nummer af samme titel, som ifølge Heat-Makers er at for moderne til dem.

Moderne eller ej, god musik går aldrig af mode, og det var et yderst tilfreds publikum, der forlod Musikhuzet efter endnu en beundringsværdig aften med The Heat-Makers.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce