Unge køber hver tredje bolig på Bornholm
- De unge familier har et stort ønske om at købe deres egen bolig for at få en fast base til familien, siger Martin W. Kok-Hansen fra DanBolig Bornholm. Arkivfoto

Unge køber hver tredje bolig på Bornholm

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 3-5-23 - 16:46

BORNHOLM - Førstegangskøberne fastholder deres position og får stadig foden inden for på boligmarkedet på Bornholm. Konkret er andelen af unge boligkøbere på samme høje niveau som tidligere år til trods for højere renter og inflation, viser en opgørelse fra Nordea Kredit.


Hver tredje under 35 år
På Bornholm var 32 procent af boligkøberne under 35 år i andet halvår af 2022. Det samme gjorde sig gældende for 32 procent i 2021, 30 procent i 2020 og 29 procent i 2019. Beregningerne tager udgangspunkt i de lån til boligkøb, som er finansieret i Nordea Kredit.

- De unge familier har et stort ønske om at købe deres egen bolig for at få en fast base til familien. Selvom det for nogle betyder hårde prioriteringer i budgettet, så er det prioriteringer, som mange er villige til at foretage for få foden under eget bord, siger Martin W. Kok-Hansen fra DanBolig Bornholm.

- Selvom den seneste tid har været præget af højere renter og inflation, så har de unge ikke sluppet grebet om boligmarkedet. Førstegangskøberne gør stadig deres entré på boligmarkedet og lader sig ikke skræmme af midlertidig modvind, tilføjer Martin W. Kok-Hansen.


Fokuser på boligbehov
For førstegangskøbere på udkig efter en ny bolig er det blevet nemmere at finde drømmeboligen. Tal fra Boligsiden viser, at udbuddet af huse på Bornholm er steget med 58 procent det seneste år. Ifølge Lise Nytoft Bergmann fra Nordea Kredit er det højere udbud positivt for de unge købere:

- Den stigende tendens i udbuddet har givet lidt flere muligheder for at finde den helt rigtige bolig. Samtidig ser vi, at salgstiderne er blevet lidt længere, hvilket kan være til gavn for førstegangskøberne, som får bedre tid til at mærke efter og finde den rigtige bolig, hvor de kan blive i mange år,” siger Lise Nytoft Bergmann.


Lang tidshorisont
Anbefalingen til førstegangskøberne er at købe bolig med brug for øje og have en lang tidshorisont i boligen. Boligpriserne kan både stige og falde, men over en længere periode vil de normalt gå op, så det er vigtigt at tage stilling til, om boligen passer til familiens behov på lang sigt.

- Vi hjælper mange købere med at finde deres første bolig og er ofte rådgivere gennem hele processen. Det er en stor beslutning at købe sin første bolig, og i den proces kan vi hjælpe med at navigere i markedet, så de kommer sikkert i mål,” siger Martin W. Kok-Hansen.

Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce