Rønne Varme i bedre dialog med BEOF
- Der er ting vi ikke er enige om, men det overlader vi til Forsyningstilsynet, sagde Brian B. Mikkelsen, formand, RVV a.m.b.a. Foto: Bjarne Hansen

Rønne Varme i bedre dialog med BEOF

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 16-5-23 - 21:33

RØNNE – Der er fortsat uenighed mellem Rønne Vand & Varme på den ene side og BOFA og Bornholms Energi & Forsyning på den anden. Men parterne har indledt en konstruktiv dialog, sagde formanden for bestyrelsen i RVV a.m.b.a., Brian B. Mikkelsen på selskabets generalforsamling på Hotel GSH i Rønne tirsdag aften.


Konflikter ikke løst
- Konflikterne er ikke løst, og vi har stadig sager liggende i Forsyningstilsynet. Forsyningstilsynet behandler nu vores klage på fjerde år, men vi tror der er håb om at en afgørelse nærmer sig, sagde Brian B. Mikkelsen i sin beretning.

Det var i den forbindelse, han nævnte, at der er kommet en betydelig bedre dialog med BEOF.

- Vi holder månedlige møder, hvor vi gennemgår den månedlige acontofaktura fra dem.

Der er ting vi ikke er enige om, men det overlader vi til Forsyningstilsynet. Møderne er af afklarende karakter, og de giver os et indblik, vi ikke har haft tidligere. Alt i alt bevæger samarbejdet sig i en positiv retning og nu mangler vi bare, at Forsyningstilsynet fjerner de sidste sten på vejen, lød det fra Brian B. Mikkelsen.


Kommende struktur
- Vi taler også sammen om den kommende struktur på fjernvarmen, når Energiøen bliver en realitet.

Der vil komme en del overskudsvarme, som man skal forsøge at udnytte bedst muligt. Samtidig er det for nuværende ikke helt klart, hvilken rolle el- og varmeproduktionen hos BEOF har mulighed for at få efter 2030. Men det gode er, at vi hæver os over den nuværende uenighed, og taler sammen om de bedste muligheder for Bornholm med de meget store ændringer, som Energiøen vil give, konstaterede Brian B. Mikkelsen.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce