Danmark er perfekt til vandreture
Danmarks natur er på alle måder perfekt til vandreture og/eller deciderede vandreferier. Foto: Kehlet

Danmark er perfekt til vandreture

AF JØRN KEHLET / Torsdag 18-5-23 - 05:33

NATUR - Det er skønt at vandre, og især hvis man gør det i naturen. Både på Bornholm og i resten af Danmark.


Smukke vandreruter
Det er muligvis ikke Caminoen, og vejret er muligvis ikke helt så varmt – til gengæld har Danmark de smukkeste vandreruter og den dejligste natur. En vandreferie kan arrangeres med kort frist og kan give masser af oplevelser.

Der findes masser af gode ruter både tæt på dit hjem og længere væk. Korte ruter og lange ruter på 1.700 kilometer, men du behøver altså ikke at have mange kilometer i vandrestøvlerne for at tage af sted.


Bålpladser og shelters
Hvis du vælger en af de fastlagte ruter, vil der både være bålpladser og shelters, du kan gøre brug af undervejs. Du kan både se ruter og overnatningssteder, og hvor du frit kan slå telt op, på Naturstyrelsens hjemmeside. De har samlet og beskrevet 100 ruter, og der kommer løbende nye ruter til.

Den nok mest berømte vandretur i Danmark er Hærvejen, der strækker sig fra Nordjylland til Padborg og er over 500 kilometer lang. Den er delt op i forskellige ruter, hvor den korteste er 140 kilometer, og du kan vælge at tage den til fods eller på cykel og opleve, hvordan det har været at rejse fra by til by i meget gamle dage. På ruten ligger bl.a. barakker, hvor du kan overnatte.


Gendarmstien
En anden berømt vandretur er Gendarmstien på 74 kilometer og med et varieret landskab, hvor du kan se sjældne planter. Ruten går langs den dansk-tyske grænse fra Padborg til Als, og efter en lang dag kan du sove under åben himmel eller tage til det nærmeste hotel.

I det Sydfynske Øhav kan du vandre langs Øhavsstien, som er 220 kilometer lang, den danske klosterrute er en pilgrimsvandring på 1.700 kilometer gennem hele Danmark fra Helsingør i Nordsjælland til Frederikshavn i Nordjylland ad små veje og stier.

En af de mest idylliske vandreruter i Danmark er Molsruten fra Grenaa til Aarhus på 80 kilometer. En nyere og meget populær vandrerute er Camønoen på Møn, som er 175 kilometer lang og går over Bogø, Møn og Nyord.


Sov i skovbunden
Vandrer du i Danmark, må du gerne overnatte i skovbunden på Naturstyrelsens arealer, i en sovepose, med et tæppe eller et regnslag eller i en hængekøje i et træ eller lignende. Du må bare ikke beskadige træer eller deres bark.

Hvis du ønsker at sætte et telt eller et regnslag op, så det virker som et telt, må det kun ske i skovene med fri teltning eller på en af de officielle lejrpladser.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2023 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce