Danskere laver spansk vin
Monastrell fra Tofterup Brothers er en god makker til bøffer og tilbehør.

Danskere laver spansk vin

AF JAN ESKILDSEN / Lørdag 3-6-23 - 07:05

VIN - Brødrene David og Jonas Tofterup er begge født i Danmark, men flyttede som børn til Spanien sammen med deres forældre og søster.


Davids søgen efter viden om druesorter og vinproduktion førte ham rundt i verden, og han har arbejdet som vinmager i USA, Sydamerika og Spanien, hvor han to gange har været udnævnt til ”Årets unge vinmager”; David har skabt mere end 280 prisvindende vine.

Jonas har haft en akademisk tilgang til vinproduktionen, samt et ønske om at dele den viden, han har opnået. Hans erfaring er, at viden om vin, druer, dyrkningsmetoder m.v. kan øge glæden ved, og nydelsen af vinen.


Tofterups vine
Målet for Tofterup Brothers er at skabe spanske kvalitetsvine og dele vinen, men også deres viden om og kærlighed til den, med os danskere, fortæller de.

Deres rødvine er lavet på klassiske, spanske druesorter som Tempranillo og Monastrell, og de arbejder desuden med blandinger med druerne Shiraz og Garnacha. Rosévine laves på Garnacha og Bobal, mens hvidvine laves på druer som Verdejo, Albariño, Marcabeo og Sauvignon Blanc.

Det manifesterer sig i for rødvines vedkommende i fire serier vine, nemlig en hverdagsserie, en middelhavsserie Monastrell en nordspansk Tempranillo og en Ribera del Duero. I alle tilfælde er målet at skabe en god balance af fylde, farve, frugtighed og smagsoplevelse.


Middelhavsserien
Den kommer fra højtliggende områder under 150 km fra Middelhavet, hvilket betyder kølige nætter og medvirker til at bevare en forfriskende syre. Druen kræver varme og tid for at udvikle sig optimalt, og det får den i Yecla.

Inspireret af, hvad de selv fortæller på deres hjemmeside og på flaskerne, har vi hjembragt en flaske Monastrell fra middelhavsserien, nærmere betegnet en vin derfra, en årgang 2019, som holder 14.5% - den giver fuld valuta for prisen på 90 kroner.


Blød og lækker
Vinen er mørkerød, på etiketten betegnet som mørk rubinrød, og den har aromaer af mørke kirsebær, brombær og mørke blommer samt noter af eg fra fadlagringen, mens noter af chokolade også nævnes.

Under alle omstændigheder er der tale om en blød og tør, men kraftig og lækker, velafbalanceret vin, der kan nydes til mange kødretter og lagrede oste. Vi nød den til hakkebøffer med nye hvide asparges, nye kartofler og salat som tilbehør.


Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce