Genbrug mursten - men med omtanke
Genbrug af materialer og især mursten er noget, der for alvor har fundet vej ind i byggeriet. Foto: Ingimage.com

Genbrug mursten - men med omtanke

AF KEHLET / Mandag 30-10-23 - 00:01

Der er masser af god klimamening i at genbruge mursten, men de skal bruges rigtigt. Gamle sten svinger i kvalitet og anvendelighed.


En mursten brændes ved mellem 900 og 1.100 grader i op mod 40 timer.
De temperaturer kræver gas i rå mængder, og dermed fødes en mursten med et CO2-regnskab i den helt forkerte ende af skalaen.

Til gengæld er en mursten holdbar, og passer man på den, så kan den holde i flere hundrede år - ja, faktisk i tusind; sten fra Jelling Kirke menes at være fra omkring år 975.

Mursten har dermed mange år til at betale af på sit klimatunge ophav, og derfor er genbrug af mursten et rigtig godt greb, hvis man vil bygge om eller til uden at belaste klimaet yderligere. De senere år har resursebevidst byggeri taget fart, og der er mange steder, man kan købe sine mursten brugt. Det er godt nyt for de af os, som har en bolig af ældre dato, hvor man dermed kan bygge til uden at det bliver alt for synligt i form af forskellige sten.


Det giver således både klimamæssigt og æstetisk masser af mening at genbruge sten, men man skal lige tænke sig om, før man går i sving.

Gamle produktionsmetoder, den tidligere anvendelse og den vejrpåvirkning, stenen har været udsat for, kan betyde, at der er begrænsede muligheder for genanvendelse af gamle mursten.

Mange gamle sten, som vi i dag kan genbruge, blev i sin tid brændt i ringovne. Her var varmepåvirkningen i ovnen en variabel størrelse, og derfor blev stenene i hver brænding efterfølgende håndsorteret for at sikre, at de bedst brændte sten også blev brugt de steder, hvor de egenskaber var vigtigst for eksempel på facademuren, mens de lidt ringere brændte sten blev brugt i det indre murværk. Det er derfor ikke helt ligegyldigt, hvad du bruger de gamle sten til.

Når du køber afrensede sten, så skal det fra sælgers side dokumenteres, at stenene kan anvendes i nye bygninger.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce