Der er meget du skal have styr på før du bygger hus
Der er meget, man skal sætte sig ind i, hvis man går med byggeplaner. Foto: Ingimage.com

Der er meget du skal have styr på før du bygger hus

AF REDAKTIONEN / Onsdag 15-11-23 - 10:58

BORNHOLM - Du kan ikke bare bygge et hus, som det passer dig. Der er mange love og regler, du skal sætte dig ind i først.


I folkeeventyret og Walt Disneys filmatisering om de tre små grise bygger den ene sit hus af strå, den anden af pinde og den tredje af mursten. Og ham den sidste var selvfølgelig den klogeste gris, for det kan ulven ikke puste omkuld og æde grisen. Man skal også være klog, når man bygger hus som menneske, for der er mange regler og love at sætte sig ind i og efterleve, hvis man som privatperson vil bygge nyt.

Alt nybyggeri kræver en byggetilladelse, før du går i gang med at bygge. Det er også et lovkrav, at der bliver lavet en energiberegning på dit nye hus, når du søger om byggetilladelse. Det sikrer, at husets energibehov overholder kravene i bygningsreglementet.


Når man laver en energiberegning, kigger man på hele huset fra fundament til tag. Er en væg godt isoleret, tæller det positivt i energiberegningen, og er ruder og karme i vinduerne godt isoleret, tæller det også positivt. Vælger man at få solceller på sit tag, tæller det også positivt i energiregnskabet.

Fra 2023 er der indført nye regler i bygningsreglementet, der stiller krav til byggeriets klimaaftryk. Kravene betyder, at der ved nybyggeri og ombygninger, der kræver byggetilladelser, skal vedlægges en såkaldt LCA-beregning, der dokumenterer byggeriets årlige CO2-udledning per kvadratmeter. Byggerier over 1000 kvadratmeter må højest udlede 12 kilo CO2 per kvadratmeter per år fra 2023. For huse under 1000 kvadratmeter vil der i første omgang ikke være noget loft for udledningen af CO2.


Der var ikke meget isolering i nogen af de tre grises huse, men det skal der selvfølgelig være i dit nybyggede hus. Ellers vil det også blive uudholdeligt at bo der både sommer og vinter. Hvis du bygger et nyt hus, skal du altid isolere ydervægge, tag og gulv. Isoleringskravet fremgår af bygningsreglementet.

Man kan umuligt sige, at man altid skal bruge så og så mange millimeter isolering til en murstensvæg eller så og så mange millimeter isolering på sit loft. Tykkelsen af isoleringen afhænger blandt andet af, hvilken klasse, din isolering er i, altså hvor god eller dårlig isoleringsevnen er. Kravene til tykkelsen af din isolering afhænger også af, hvor i huset du skal isolere, om det er en tagkonstruktion eller bag en ydervæg beklædt med mursten.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce