Væksthuzet i Hasle bliver motionscenter
Sælger Jesper Møller-Hansen og formand for Hasle Idrætsforening, Hans Christian Pedersen ved overdragelsen af bygningen.

Væksthuzet i Hasle bliver motionscenter

Hasle IF har købt ejendommen med henblik på udvidende tilbud til medlemmerne

AF BJARNE HANSEN / Mandag 15-1-24 - 10:35

HASLE - Væksthuzet på Bykærvej i Hasle får en ny og spændende fremtid, efter at bygningen er blevet solgt til Hasle Idrætsforening.


Ejendomsmæglerfirmaet EDC BornholmerBo, som formidlede salget, bekræfter overdragelsen, som markerer starten på en ny æra for lokalområdet.


Hasle Idrætsforening har store planer for Væksthuzet. Foreningen vil indrette et moderne motionscenter i bygningen, der vil være åbent for foreningens medlemmer. Derudover vil der også blive plads til foreningens voksende esports afdeling og andre aktiviteter, hvilket vil gøre bygningen til et dynamisk og multifunktionelt samlingssted.


Bygningen har indtil nu tilhørt Jesper og Lone Møller-Hansen, som har renoveret og anvendt stedet til forskellige formål, herunder selskaber, kontorer og gospelmusikarrangementer.

Jesper Møller-Hansen udtrykker stor tilfredshed med, at hans vision for bygningen nu vil blive videreført af en lokal idrætsforening. Han ser positivt på, at Væksthuzet vil fortsætte med at være et aktiv for samfundet, nu med fokus på idræt og fællesskab for både unge og ældre.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce