Skal drømmen om et gastronomisk værksted have vinger?
Et smukt og funktionelt køkken hvor en stor kaffemaskine og andet udstyr indgår som en naturlig del af helheden. Foto: Pressefoto

Skal drømmen om et gastronomisk værksted have vinger?

AF KEHLET / Fredag 2-2-24 - 06:24

HUS & HAVE - Danskernes interesse for gastronomi har aldrig været større, og det vækker lysten til at kreere gastronomi hjemme i fede rammer. Sådan kan du realisere drømmen om at gøre dit køkken til et værksted for madkunst.


Den danske madscene har gennem flere år stået i spidsen for det nordiske køkkens store opmærksomhed fra udlandet, og opmærksomheden har bidt sig fast som noget, man med god ret kan kalde en national kulinarisk vækkelse.

Det kan ses på danskernes køkkendrømme. Vi har i mange år vænnet os til, at køkkener er centrale rum i huset, gerne som et sted, hvor man både kan lave mad og samtale undervejs. Senest har trenden fået endnu en tand, hvor køkkener er egentlige værksteder, hvor maskinparker og gastro-projekter i sylteglas fylder mere end nips og pynt.


Hvis du vil med på værkstedskøkkendrømmen, så må du indstille dig på, at klassisk køkkenæstetik må vige pladsen for grej og praktiske hensyn. Det skal du bare omfavne!

Dine fede knive, lækre støbejernspander og gode gryder kan sagtens stå fremme og pynte som de gastro-tools, de er. Gør en dyd ud af det og brug det i indretningen – en knivmagnet med slidte, brugte knive eller en tværstang med kroge til potter og pander giver køkkenet liv. Har du en stabel kondibøtter eller bunker af silikoneforme til bagværk, så lad det stå synligt, så man kan se, at her bliver der gået seriøst til gastronomien.


For de fleste af os skal køkkenet dog også fungere i en madpakkehverdag, hvor det ikke behøver ligne et laboratorium. Din enorme røremaskine eller maskinparkens ledninger er sjældent et smukt syn, selv om maskiner også har deres egen æstetik.

Men uanset hvad så frihold gerne en del af dit værkstedskøkken til praktisk hverdagsbrug. Har du en kælder eller et bryggers, så er det gode steder at inddrage til en del af maskinparken, du ikke bruger hver dag – ismaskinen, pizzaovnen, røremaskinen, vakuumpakker og lignende gode sager.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce