24-årig mand tiltalt for hundredvis af sexovergreb
Illustrationsfoto

24-årig mand tiltalt for hundredvis af sexovergreb

De mange overgreb startede angiveligt på Bornholm

AF BJARNE HANSEN / Søndag 4-2-24 - 09:30

BORNHOLM - En 24-årig mand fra Vejen er blevet tiltalt for over 500 samlejer med piger under 15 år, samt adskillige voldtægter mod unge kvinder.

Aarhus Stiftstidende skriver, at anklageskriftet oplister overgreb begået mod 29 forskellige kvinder og piger i løbet af otte år.


Forulempede unge piger
Ifølge anklageskriftet er overgrebene især foregået digitalt, men undervejs har den nu 24-årige også forulempet en række unge piger fysisk.

De mange overgreb, som den 24-årige er tiltalt for, startede angiveligt på Bornholm, hvor han var til stede i 2014- 2017.


Samleje med barn under 15 år
Den 24-årige er tiltalt for i perioden fra maj 2014 til sommeren 2015 at have skaffet sig adgang til samleje med et barn under 15 år. Dengang var han selv 15-16 år. Han skaffede ifølge anklageskriftet sig flere gange dagligt eller flere gange ugentligt samleje med barnet, hvilket ifølge tiltalen skete flere hundrede gange på adresser i Nexø og Aakirkeby.


Forsøgte overgreb på Folkemødet
Den 24-årige er også tiltalt for flere hundrede gange at have skaffet sig adgang til samleje og andet seksuelt forhold end samleje med et barn under 15 år. Det er sket i perioden mellem oktober 2016 til august 2017 ligeledes i Nexø og Aakirkeby.

Den nu 24-årige er også tiltalt for at forsøge at opnå samleje med et barn under 15 år ved Folkemødet på Bornholm i 2019. Det mislykkedes dog, da barnet skjulte sig for den tiltalte.

Sagen mod den 24-årige starter i retten i Esbjerg den 4. marts, skriver Aarhus Stiftstidende.




Husk at Netavisen Bornholm.nu er GRATIS, fordi annoncørerne betaler. Så støt dem gerne.

© Copyright 2024 Bornholm.nu. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Seneste rubrikannoncer

Indryk rubrikannonce